Det norske lavprisselskab, Norwegian, har idag offentliggjort 10 nye ruter fra Danmark og går med en stor satsning også ind på flere indenrigsruter i Danmark. Denne satsnings må ses som et frontalangreb på Cimber Sterling, der netop i disse dage er ved at rejse kapital til at gå på børsen.
Med 16 ugentlige afgange mellem både Karup og København samt Billund og København indleder Norwegian nu et frontalangreb på Cimber Sterling, der hidtil har været alene på disse indenrigsruter – og det vil uden tvivl betyde betydeligt lavere priser til passagererne.
Derudover vil Norwegian også gå ind på København-Rønne ruten, som idag flyves af Cimber Sterling samt det lille lokale flyselskab Wings of Bornholm.
Satsningen for Norwegian er stor og flere branchekilder er da også skeptiske overfor om det lykkedes at fylde de store Boeing-fly på disse ruter, der hidtil er blevet trafikeret af mindre fly med plads til mellem 40 og 70 passagerer. Norwegians Boeing 737-fly har plads til mellem 150 og 189 passagerer pr. afgang.
Udover den store indenrigssatsning åbner Norwergian også nye udenrigsruter. Bl.a. Billund til Oslo og Billund til Gran Canaria. Derudover kommer der også flere ruter fra København til bl.a. Athen og Ibiza. Hidtil er der ingen flyselskaber der har haft ruter direkte fra København til Ibiza.
Norwegians angreb på Cimber Sterling kommer på det værst tænkelige tidspunkt for CImber Sterling, der netop nu er ved at rejse kapital til den fremtide drift og til introduktion på børsen.