Vi har samlet en liste med ti tips – do’s and don’ts – til Thailand. Her er alle de ting du bør gøre, og dem du for guds skyld skal undgå! Læs dette inden du stikker afsted med en billig flybillet til Bangkok eller et andet sted i Thailand.
For når du kommer til Smilets Land første gang er der mange ting, der ikke er som du er vant til. Det er nemt at komme til at optræde uhøftlige uden overhovedet at have det som intention, men blot fordi man ikke kender landet godt nok endnu, så er der nogle uskrevne regler, som vi har forsøgt at indkredse.
1. Smil – og vær tålmodig
Det burde ikke være nødvendigt at sige, for du er jo på ferie. Lad det dog alligevel være det første tip i rækken, for du kommer langt i Thailand med et smil. Som førstegangsrejsende til Thailand vil du undervejs blive frustreret over, at du ikke taler thai, og at thaierne kun taler dårligt engelsk. Det vil ske på et-eller-andet tidspunkt undervejs, og når den situation indtræffer, så husk at smile og være tålmodig, for i Thailand kommer du ingen vegne ved at stå og råbe. Skru charmen på, sig noget pænt om Thailand til dem, for de elsker det og labber al smiger i sig. Du får altid et smil igen, og det er selve hemmeligheden bag en vellykket tur til Smilets Land.
2. Prut om prisen
Står du ved en gadebod eller på et marked, så skal du altid huske at forhandle om prisen. Omvendt virker det trick ikke i en 7-11 i Thailand. Det vigtigste at huske på, når du handler om prisen på en vare, er at smile. Jo mere du ser ud til at nyde ‘legen’, jo længere ned i pris kan du komme. Så på med charmen, når du går på indkøb.
3. Thailandske kvinder
Rygterne om de thailandske kvinder er mange, men langt størsteparten af de thailandske kvinder er hverken letlevende eller glade for berøringer. Som udgangpunkt er de thailandske kvinder meget konservative, så med mindre de tydeligt giver dig lov til det, så giver du dem ikke et venligt klap på skulderen eller en anden form for berøring.
4. Munkene skal du altid behandle med respekt
Munkene er de vigtigste personer i det thailandske samfund. De skal til hver en tid behandles med den yderste respekt, og der er meget forkert at forsøge at røre ved en munk. En munk giver ikke hånd, du mærker ikke lige ved hans tøj eller noget andet. Thaierne udviser selv meget stor respekt for munkene, og de har ingen forståelse for vesterlændinge, der ikke har det samme.
5. Lad pegefingeren blive hjemme
Du peger ikke på andre mennesker med nogen af fingrene. Det går an at pege på dyr og ting, men ikke på mennesker.
6. Hold fødderne for dig selv
Hold fødderne for dig selv. Det er meget lidt velset i Thailand at smide stængerne op på bordet, og endnu værre at pege på noget med dem. Hverken dyr, ting eller personer.
7. Respekter Kongen af Thailand
Thaierne elsker deres kongehus endnu mere end vi elsker vores. Kongen og Dronningen og hele deres familie nyder meget, meget stor respekt i hele den thailandske befolkning. Turister, der taler dårligt om kongehuset, bliver ikke tolereret i Thailand.
8. Vis respekt for Buddha
Der er vigtigt, at du viser respekt overfor billeder og buddhastatuer. Det er imod thailandsk lov at tage eller sende religiøse ikoner ud af Thailand uden en sepcifik tilladelse.
9. Tag skoene af
Når du går ind i et tempel eller i en thailandsk families hjem, så skal du tage skoene af. Thaierne gør ekstremt meget ud af rengøring i deres hjem, og derfor tager de selv skoene af, når de træder indenfor. Du bør gøre det samme.
10. Tag solcreme på
Antallet af turister, der har undervurderet solens styrke i Thailand, kan givetvis tælles i millioner. Husk altid at smøre solcreme på, når du bevæger du ud.