21.530.016 passagerer havde ‘CPH’ stående på boardingkortet i 2008. Det er ny rekord for Københavns Lufthavn, men ikke så markant en stigning som CPH selv havde forventet. Sterlings krak og finanskrisen ødelagde de sidste par måneder for lufthavnen.
”Vi havde kalkuleret med en trafikvækst på mellem to og fire procent i 2008", udtaler Brian Petersen, adm. direktør i Københavns Lufthavn. Han må dog nøjes med en stigning på 0,6% for de sidste par måneder blev ikke som forventet. Da Sterling gik konkurs i slutningen af oktober røg der mange ruter fra København, og dermed kom der til at mangle nogle passagerer i lufthavnens prognose. Sterling havde 163 afgange i ugen op til konkursen.
Dertil skal lægges effekten af den internationale finanskrise, som har betydet en mindsket rejseaktivitet. Nedgangen i antallet i passagerer i de sidste måneder af året ligger på niveau med resten Europa, lyder det fra lufthavnen, der mener de er godt rustet til 2009:
"Selskaber som Norwegian, Transavia, easyJet, SAS og Cimber Sterling har bebudet over 250 nye ugentlige afgange, og den fulde effekt af de initiativer vil blive synlige i løbet af de kommende måneder.”, forklarer Brian Petersen.