Air France åbnede for knap to måneder siden ruten til Marseille, og allerede nu udvider selskabet og indsætter tredje ugentlig afgang til Sydfrankrig.
Den 2. oktober 2011 tog Air France hul på en ny non-stop rute fra København til Marseille med to ugentlige afgange. Det viste sig at være en god idé, for allerede nu kan Air France annoncere, at de udvider med en ekstra ugentlig afgang fra marts 2012.
Det giver endnu bedre forbindelsesmuligheder til det populære Sydfrankrig, for fremover vil der være direkte forbindelse fra København til Marseille mandage, torsdage og lørdage.
Fra kr. 595, one-way
Marseille ruten er et led i en større strategisk satsning, hvor Air France lancerer 54 nye ruter til europæiske destinationer fra de franske provinser.
For Air France handler det om at tage kampen op med lavprisselskaberne, og derfor starter billetpriserne til Marseille fra kr. 595,- one-way. Trods den lave pris er passagerne sikret den samme gode service, som på alle andre Air France flyvninger, hvilket betyder, at snacks, drikkevarer, bonuspoint og 23. kg. bagage er inkluderet i flybillettens pris.
Lavprisselskabet Norwegian har netop offentliggjort, at de også vil begynde at flyve mellem København og Marseille i det nye år. Nordmændene vil flyve ruten én gang om ugen – hver lørdag – fra 30. juni 2012.