Ingeniørerne hos Airbus har fået frie hænder til at give et bud på fremtidens fly. Mere komfort, mindre støj og mere miljørigtig er stikordene. Kig ind i fremtiden her!
Airbus Concept Plane er ikke et rigtigt fly – og det bliver det aldrig. Det er ingeniørernes bud på fremtidens fly, uden smålig hensyntagen til vanetænking og hvad der i dag kan lade sig gøre. Derfor ser flyet også markant anderledes ud end de maskiner, der i dag bliver spyttet ud af produktionshallerne hos Airbus.
Airbus Concept Plane er længere, har tyndere vinger og motorer der sidder fast på flyets krop. Hurtigt lægger man også mærke til den dobbelte hale i en i U-form og så er selve kroppen tænkt at skulle bygges i et helt nyt materiale, der kan blive gennemsigtigt! Det adskiller sig altså markant fra nutidens typiske passagerfly.
Flymodel anno 2050
Mange af elementerne som indgår i konceptflyet er slet ikke klar endnu, men for ingeniørerne var opgaven heller ikke at tage udgangspunkt i nutidens teknologi, men tænke flyvemaskinen 40 år frem i tiden. Eller bare 20 år, som Airbus understreger, for hvis teknologien bliver udviklet hurtigere end forventet, så vil de da ikke vente med at benytte den.
Og tankerne er gået højt. Ingeniørerne har været igennem nye energiformer, bl.a. solceller, nyt interiør af økologisk selv-rensende materiale og en flykrop i et materiale der ved tryk på en knap kan gøre gennemsigtig så passagerererne kan få frit 360 graders udsyn fra flysædet!
Det sidste lyder umiddelbart som en dårlig idé for folk med højdeskræk, og på samme måde er der mange af de andre idéer med konceptflyet, der volder nogle praktiske problemer.
Tankerne omkring fremtiden er dog spændende, og Airbus nye konceptfly er et spændende kig 40 år frem i tiden. Airbus har lavet en PDF fil med mere om konceptflyet og alle tankerne som ingeniørerne har gjort omkring energikilder, indretning og design. Se PDF filen her.