Når turen går til Asien, kan det ofte være billigere at tage turen via en af de store europæiske lufthavne fremfor at flyve direkte. Et af de selskaber, der dukker op som et alternativ er det Lufthansa-ejede, schweiziske flyselskab SWISS.
Det gælder f.eks. på ruten til Singapore. SWISS flyver til Singapore med en Airbus 340, der efterhånden har nogle år på bagen. Det kan ses i kabinen, hvor brun er den gennemgående farve – vi taler brunternede stofsæder, der er indkapslet i lysebrun plast.
Alligevel er her rart at være, og flyet er indrettet med to sæder i hver af vinduesrækkerne og fire i midten af flyet. Benpladsen er til at leve med, nakkestøtterne kan foldes om hovedet, så det ikke vælter, når man sover, og her ligger allerede en pude og et tæppe klar, da vi træder går om bord.
Hvert sæde har en lille skærm, og underholdningssystemet er loadet med en række nye film og en bagkatalog af klassikere. Alle passagerer kan starte og stoppe filmene efter behag, men denne luksus kommer på bekostning af benpladsen. Under en række af sæderne ligger en boks til underholdningssystemet, som tager god del af pladsen under sædet.
Hos SWISS er der i princippet to hovedretter at vælge mellem. På denne flyvning er det oksekød med kartoffelmos eller grøntsagslasagne. Lasagnen er dog udsolgt, da personalet når til række 36.
Hvis flymad på Economy Class ret beset blot er glorificerede færdigretter, så er dette ikke et måltid nogen vil haste hjem og gøre plads i fryseren: Snittede haricots verts, en klat kartoffelmos og en finthakket oksefrikadelle, der kan skæres over med en gaffel.
Den gode nyhed er, at der er fri bar under hele flyvningen. Det gælder både sodavand, øl, vin, spiritus og sågar en mousserende vin, hvis man vil starte turen med et glas bobler.
En time inden landing i Singapore kommer der morgenmad på bordet. En skål med frugt, hindbæryoghurt, bolle med smør og marmelade, en varm ret med omelet, tomatsalsa og to kartoffelrösti.
Flyet er smækfyldt, og her er ikke et eneste ledigt sæde. Så personalet har max travlt, men de fremstår stadig smilende, engagerende og joviale på samme tid.
Alt i alt er indtrykket af SWISS, at det er solidt og driftsikkert, men uden at være prangende. Forbindelsen via Zürich er god, for lufthavnen er nem at skifte i, så hvis prisen er den rette, så er det bare at hoppe om bord.