Barcelona er en af Europas smukkeste storbyer. Her går kunst, arkitektur, gastronomi, design og fodboldpassion op i en højere enhed. Tilmed er byen så heldig også at have en glimrende strand, så en tur til Barcelona kan byde på både sol, strand og city.
Byens vartegn er Gaudis Ufuldendte Kirke. Gaudi var uomtvisteligt et geni og stod for at tegne byens mest fascinerende bygningsværker. De mange mesterværker sætter deres tydelige præg på gadebilledet, men den Ufuldendte Kirke, der synes at være en gal mands værk, er dog den, som tiltrækker størst opmærksomhed. Arkiyektonisk er Barcelona helt sin egen, men også kunstnerisk er byen i særklasse. Flere steder vil du kunne opleve smukke skulpturer og anden udsmykning kreeret af byens store kunstnere, bl.a. Miro.
Maden er oså i særklasse i Barcelona. Tapas restauranterne vælter frem i gadebilledet, og de mange lækkerier bliver nydeligt præsenteret på små tallerkener, som efterlader plads nok i mavesækken til at prøve mange forskellige. Tapas kan være et par skiver røget skinke, lidt kartoffelsalat, nogle oliven, en tallerken med små kødboller eller noget helt sjette. Mulighederne er uendelige og kun din appetit sætter grænser for, hvor stor regningen bliver.
Barcelona er meget mere end god mad og smuk arkitektur. Fodbold er byens store passion og i Barcelona er det simple spil meget mere end bare en sport. Det er selve livet for mange af indbyggerne. Den lokale klub FC Barcelona er en af verdens største og et besøg på det imponerende Camp Nou stadion er en stor oplevelse, hvis du interesserer dig bare det mindste for fodbold. Det er selvsagt også muligt at se en kamp her, men billetterne kan være svære at få fat på. Det gælder især til den største kamp af dem alle, arvefjendeopgøret mod Real Madrid. Det er hele Spaniens historie, der bliver rullet op i to gange 45 minutter.
Udbuddet af hoteller i Barcelona strækker sig fra simple små ”hostales” til næsten ingen penge over store overdådige fem-stjernede luksushoteller med al den komfort, du overhovedet kan tænke dig. Et godt bud på et hotel i Barcelona er det minimalistiske ‘Soho Hotel’ på den prominente Gran Via Avenue, som bare har 51 dobbeltværelser og udendørs pool.
Du kan læse mere om Barcelona på Den Spanske Stats Turistbureau’s hjemmeside ved at klikke på "Espana"-logoet herunder.