Boeings revolutionerende nye 787 Dreamliner blev vist frem i Polens hovedstad, Warszawa. LOT Polish Airlines er første flyselskab i Europa til at flyve med det revolutionerende fly, der sætter nye standarder for passagerkomfort.
Det polske flyselskab LOT Polish Airlines er europæisk ”launch-customer” for Boeings 787 Dreamliner. Derfor benyttede den amerikanske flyproducent lejligheden til at vise det nye fly frem for presse og særligt inviterede gæster i Warszawa lufthavn.
”Vi er stolte af at være det første flyselskab i Europa, der kan tilbyde en helt ny grad af komfort indenfor passagerflyvning”, siger Marcin Piróg, LOT’s administrerende direktør.
Bedre plads
Han kunne samtidig løfte sløret for indretningen af det nye fly. Hidtil har LOT haft Economy og Business Class ombord på deres fly, men med introduktionen af Dreamliner vil det polske Star Alliance medlem indføre en ny klasse ombord, kaldet Premium Economy. Her vil passagererne sidde i bredere sæder og med mere benplads end på almindelig Economy.
Således vil LOT Polish Airlines have tre klasser på det nye fly: Business Class med 18 sæder, der alle kan foldes ud til en flad seng, Premium Economy med 21 brede sæder og ekstra benplads samt Economy Class med 213 sæder.
LOT vil modtage det første eksemplar af Dreamliner flyet i 2012.
”Vi ser frem til næste år, hvor passagererne vil kunne opleve, hvor unik Boeing 787 flyet er”, udtaler Marcin Piróg.
Skærm til alle og trådløst internet
Dreamliner flyet vil blive proppet med den nyeste elektronik i form af et avanceret audio-video system med individuel skærm til alle passagerer samt trådløst internet. Der vil blive udviklet helt nye, lækre menuer og et udvalgt hold af kabinepersonale vil stå for servicen ombord LOTs Dreamliner flyvninger.
Som passagerer vil Dreamliner flyets moderne konstruktion med nye motorer, lette kompositmaterialer, reduceret støjniveau og et markant forbedret indemiljø gøre det til en markant bedre oplevelse at flyve langt.
I forbindelse med præsentationen af Boeings nye fly, løftede LOT også sløret for en ny bemalingen af flåden. Tanken er at fastholde genkendeligheden, men samtidig give det en opdatering, så LOT’s firsårige historie bliver kombineret med et moderne design.
LOT Polish Airlines er Polens nationale flyselskab og medlem af Star Alliance sammen med en række af verdens førende flyselskaber, bl.a. Lufthansa, Singapore Airlines og SAS.