British Airways udvider på d. 12. september deres afgange fra København til London, når de indsætter 11 ugentlige afgange til den lille London City Airport i Docklands.
Ruten flyves i forvejen af Cimber Sterling, der benytter ATR-propelfly på ruten, men British Airways har valgt at indsætte jetfly af typen Embraer, der har plads til mellem 76 og 98 passagerer – afhængig af typen.
London City Airport er en lille lufthavn, der ligger i Docklands, tæt på centrum og finansområderne i London – og derfor er den oplagt at benytte for både erhvervsfolk og fritidsrejsende. Fra lufthavnen er det let at komme til London med Docklands Light Rail, der forbinder til undergrundssystemet – ligesom taxaturen også er langt billigere end fra Heathrow, Gatwick eller Stansted.
British Airways vil flyve to gange dagligt på hverdage og en gang på lørdage og søndage.
Når denne rute åbner vil British Airways have ikke mindre end 23 ugentlige afgange mellem København og London.
Hvornår det er muligt at bestille billetter til denne afgang er endnu uvist. P.t. skriver British Airways fortsat på deres hjemmeside, at de ikke opererer ruten, hvis man forsøger at bestille billet.