Finnair har netop sendt de første fly i luften til Singapore. Og danskerne har taget rigtig godt imod Finnairs daglige afgange til finans- og turismemetropolen i Asien.
"Salget af rejser til Singapore har fået en virkelig god start i Danmark, og danskerne er blandt de hyppigste rejsende med Finnair til Singapore henover sommeren. Flyene til Singapore fyldes især op i juli måned,” siger Finnairs chef i Danmark, Tomi Maaniemi.
Singapore er Finnairs 10. destination i Asien, og Finnair er det eneste flyselskab som tilbyder daglige afgange mellem Singapore og Nordeuropa med en tidsplan der tilpasset behovene hos forretningsrejsende. Ruten flyves med state-of-the-art Airbus A340.
38.000 flere via Helsinki til Asien i år
I årets første fire måneder har 457.000 rejsende valgt Helsinkis lufthavn som deres gateway til Asien. Det er 38.000 flere end i samme periode i 2010. Dermed forstærker Helsinki sin stilling som Nordeuropas største gateway til Asien og Europas næststørste til Hongkong og Japan. Det viser aktuel statistik fra Finavia, det finske luftfartsvæsen.
– Statistikken bekræfter, at vores vigtigste og største marked, Japan, fortsætter med at køre godt. Vi er naturligvis tilfredse med, at tendensen peger opad. Vores kunder har opdaget, at vi flyver dagligt til Nagoya, Osaka og Tokyo med fleksible forbindelser fra København. Finnairs japanske kunder har påskønnet, at vi ikke har sat antallet af fly ned, men i stedet fløjet to gange om dagen til Tokyo i visse perioder, siger Finnairs Danmarkschef, Tomi Maaniemi.