Den 29. marts 2015 starter DAT ruteflyvning mellem Karup og København. Det sker to dage efter, at Norwegian slutter med at flyve på selvsamme rute.
Da Norwegian meddelte os, at de ville stoppe på ruten, gik vi straks i gang med at se på mulighederne for selv at overtage den. Der er behov for en forbindelse mellem Midtjylland og hovedstaden, og vi har den kapacitet, som passer til passagergrundlaget", fortæller Jesper Rungholm, CEO i Danish Air Transport (DAT).
DAT vil have to fly stationeret i Karup. Det betyder optimale afgangstider for de rejsende, da første afgang er kl. 06.40 fra Karup og sidste afgang kl. 22.30 fra København.
”Vi har indgået en interline-aftale med SAS og det betyder, at man kan købe billetter fra de destinationer, som DAT flyver fra, og direkte videre ud til andre destinationer med SAS. Der er tale om en fuld interline-aftale med billetsamarbejde, bagage-gennemcheck, hjælp ved driftsforstyrrelser og ufrivillige overnatninger, gennemgangspriser og fuld service til børn, som rejser alene,” forklarer Jesper Rungholm.
Ruten vil både blive betjent af en MD83 med plads til 165 passagerer og en ATR72 med plads til 66 passagerer.På hverdage vil der være 6 rotationer fordelt over hele dagen, mens der fordelt over weekenden vil være 5 rotationer.
DAT flyver i forvejen fast ruteflyvning i Danmark på ruten Bornholm – København, udenrigsflyvning mellem Danmark og Norge, indenrigsflyvning i Norge samt charterflyvning for rejseoperatører.