Den Blå Lagune har opnået status som en af Islands største turistattraktioner. Det er med god grund, for at dyppe sig i det ca. 40 grader varme vand er en oplevelse ud over det sædvanlige. Både sommer og vinter!
Der er blot 20 minutters kørsel fra Keflavik lufthavnen – hvor du lander med flyet fra Danmark – ud til Den Blå Lagune. For mange mennesker er dette derfor et skønt afbræk efter flyveturen eller et sidste stop inden hjemrejsen fra Island. Det er dog bestemt et sted, der er værd at bruge mere tid på.
Således er det ikke nogen tosset idé, at bo tæt ved Den Blå Lagune. Northern Light Inn ligger på den samme dramatiske bund af lava, som også danner rammerne omkring lagunen, og der er blot fem minutter i bil fra hotellet til Den Blå Lagune.
Den Blå Lagune er ellers ikke nogen billig fornøjelse med 23€ (ca. 170 kr.) pr. person for et dyp i noget overskudsvand fra et geotermisk kraftværk i nærheden. Faktisk ligger kraftværket lige ved siden af Northern Light Inn, ligesom den oprindelige udgave af Den Blå Lagune også gjorde. For snart ti år siden indså islændingene dog for alvor potentialet i Den Blå Lagune, og byggede noget større, flottere og dyrere.
Altid 37-39° varmt
Og det er da også et lækkert sted! Glem hvad du ved om omklædningsrum fra svømmehallen derhjemme, for her er det elegante mørke fliser, dyre amaturer og hvide lædermøbler. Jeg stryger igennem hele processen med afvaskningen, men av for den, det er en streg i regningen, når man kommer våd ud efter et bad, og det selv på sådan en dejlig varm sommerdag i juli kun er 15-20 grader varmt.
Og det på trods af, at chaufføren ellers tidligere på dagen slog ud med armene og med henvisning til den blå himmel og temperaturen i midten af tierne sagde: "Hold da op! Det er jo som på Mallorca, det her"! Dér var vi ikke helt enige, og som jeg står der i badebukser og skal stikke fødderne i vandet, er jeg da også i tvivl om projektets holdbarhed.
Jeg føler mig mest af alt som en vinterbader, og rent mentalt indstiller jeg mig allerede på gyset, der vil indfinde sig om et kort øjeblik. Den smerte som koldt vand forøver, når man skal have dyppet overkroppen i det. Men dét øjeblik indfinder sig aldrig, for selvom luften er kold, så har vandet en konstant temperatur på 37-39°. Ahh!
Formiddag eller eftermiddag er bedst
Det er endda så godt vejr, at jeg må finde solbrillerne frem og senere på dagen kan konstatere en let forbrænding i panden og på skuldrene. Så lidt har Island og Mallorca alligevel til fælles.
Vandet i Den Blå Lagune har et højt indhold af hvidt kiseller og svovl. Det betyder, at bakterier ikke har nogen chance for at overleve i vandet, men også at man ikke ligefrem skal drikke større mængder af det.
Et godt tip er at komme tidligt eller henad eftermiddagen og om aftenen. Midt på dagen vrimer det ind med busser fyldt med turister. Det har fået nogen til at kalde Den Blå Lagune en turistfælde, men det skal du ikke høre på. Lad os tales ved, når du har prøvet at ligge i det dejligt varme vand og nyde en kold øl fra lagunebaren.