En direkte rute mellem Aalborg og Paris er virkelighed fra d. 26. oktober, når lavprisselskabet Norwegian åbner endnu en rute fra Nordjylland. Priserne starter ved kr. 199,- for en enkeltbillet til Frankrig.
”Vi er blevet godt modtaget i Aalborg og har mange kunder på forbindelserne til København, London og Malaga. Med den nye rute giver vi mulighed for at komme til Paris direkte fra Aalborg lufthavn,” siger Marketingchef for Norwegian Danmark, Johan Bisgaard Larsen.
To gange om ugen – hver mandag og fredag – vil et lavprisfly tage turen til Paris og hjem igen. Vær dog opmærksom på, at i modsætning til de fleste andre flyselskaber – bl.a. SAS og Air France – så flyver Norwegian ikke til Charles de Gaulle lufthavnen. I stedet benytter Norwegian sig af Paris-Orly, som ligger ca. 14 km syd for byen. Fra Orly lufthavnen er der dog både bus og tog til centrum af Paris.
Norwegian har efterhånden opnået status som Skandinaviens største lavprisselskab. Hver måned flyver over 1 mio. passagerer med Norwegian, og fra Danmark tilbyder selskabet 30 direkte flyforbindelser til europæiske destinationer, herunder fra Aalborg til København, London, Malaga og Gran Canaria. Fra Aalborg tilbydes desuden forbindelser via København til ni europæiske destinationer.