Dyr skal opleves i den fri natur, ikke i fangenskab. Med hvaler giver det næsten sig selv, men delfiner holdes mange steder i fangeskab, og hvis man elsker dyr, så er det ikke rart at se på.
Europa er et fremragende sted at se begge dele, og organisationen European Best, der arbejder for at udvikle kultur og turisme i Europa, har nu kåret de bedste steder at se de imponerende dyr.
Azorerne, Madeira og Algarve er af European Best udnævnt som Europas tre bedste steder at opleve hvaler og delfiner.
Naturskønne Azorerne topper listen for at have et af verdens største hvalreservater med over tyve forskellige arter, inklusive grindehvaler, halvspækhuggere, øresvin, sildepiskere og de senere år også pukkelhvaler.
Her er der ifølge det lokale turistråd, Visit Azores, 98 pct. sandsynlighed for at spotte hvaler og delfiner på en guidet tur.
Øgruppen Madeira er et oplagt valg for dem, der vil kombinere hval- og delfinsafari med vandreture og gastronomi, mens Algarve på landets sydkyst er særligt populær pga. muligheden for at kombinere delfinsafari med afslapning på de fantastiske strande.