Det, som i dag er Phukets mest overraskende hoteloplevelse, var engang et anonymt tre-stjernet badehotel. Sådan er det ikke længere, for en større renovering har forvandlet "Indigo Pearl" til et femstjernet luksushotel med et helt særligt twist.
Af Kenneth Karskov, www.viviro.com
Indigo blå er farven af den "dybe midnatsblå nattehimmel kun oplyst af stjerner". Så poetisk bliver farven, der er så fremtrædende på dette hotel, beskrevet.
Men hvorfor så meget fokus på en farve, når det nu er et sted at overnatte, det handler om? Fordi hotellet "Indigo Pearl" ikke er som Phukets andre hoteller.
Minedrift som tema
Historien er, at den thailandske familier, der ejer hotellet, i flere generationer var involveret i minedrift på Phuket. Det var længe før turister i massevis fandt vej til øen, og dengang blev tin udvundet på Phuket.
I firserne begyndte turisterne at dukke op i stor stil, så i 1986 kastede familien sig over hoteldrift og åbnede et tre-stjernet turistklasse hotel under navnet "Pearl Village Hotel".
I midten af nullerne trængte hotellet til en ordentlig overhaling, og ved den lejlighed gik det fra det helt ordinære til noget ganske ekstraordinært.
Væk var de hvidskurede vægge, det mørkebrune træ og den klassiske thailandske indretning, som ses på så mange hoteller i Smilets Land.
Fuld af overraskende detaljer
I stedet blev der indrettet en lobby præget af kongeblå sten, masser af jern og mørkt træ. Overalt er her små spændende detaljer, som man får øje på efterhånden som man bor her nogle dage.
Så opdager man pludselig, at toiletpapiret sidder monteret på væggen på en overdimensioneret møtrik.
Og at kniven i morgenmadsrestauranten er en skruenøgle og gaflen en topnøgle. Og at døren til toilettet kører på en skinne som var det fra en mine. At lysekronen ved restauranten består af metalskeer og gennemsigtige knive og gafler, der gør det som prismer.
Og at der rundt omkring på hotellet står moderne industriel kunst med minedrift som tema.
Både for par og børnefamilier
Selv kalder hotellet det "et mere maskulint udtryk" end det ses på mange andre hoteller. Umiddelbart kunne man godt forledes til at tro, at denne detaljerigdom udelukkende var tiltænkt voksne par og ikke børnefamlier.
Men sådan forholder det sig faktisk ikke. Indigo Pearl et hotel med respekt for både børn OG voksne, og derfor er der et stort poolområde til børn med masser af grønne planter, lavt vand med varieret dybde, og så et andet poolområde til voksne (over 16 år) med infinity pool og ro til at læse en bog eller slappe af.
Så kan børnene larme så meget de vil, og de voksne kan slappe af i fred og ro.
Det ægte Thailand lige i nærheden
Resortet ligger i en lillebitte muslimsk landsby. Her går kvinderne iført tørklæde, restauranterne serverer ikke svinekød og øllet skal man selv hente i kiosken, der bliver bestyret af en af byens buddhister.
Det er det ægte Thailand, der udspiller sig for øjnene af en her, nogle få hundrede meter fra resortets indhegningen. En mand kører forbi på en motorcykel med en stige over skulderen, en kvinde køber ind på den lille markedsplads og en pick-up truck suser forbi med folk på ladet.
I den anden ende af hotellet – ned mod stranden – ligger en række hyggelige, små restauranter. En smal vej løb parallelt med vandet og her ligger små forretninger, restauranter, skræddere og barer side om siden.
Her er det muligt at sidde med sand mellem tæerne og spise friske fisk og skaldyr. Det er helt fantastisk hyggeligt og ikke særlig dyrt.
Se prisen på hotel "Indigo Pearl" – klik her!
Indigo Pearl
Nai Yang Beach and National Park
Phuket 83110, Thailand
www.indigo-pearl.com
Herover: "D-Buk Family Suite" på Indigo Pearl er perfekt til to voksne og to børn