Norwegians passagerer er vilde med at surfe på nettet i 30.000 fods højde. På de flyvninger, hvor Norwegian indtil videre tilbyder WiFi, er op til halvdelen af passagererne på nettet samtidig.
Norwegian lancerede som det første flyselskab bredbånd på europæiske ruter i februar i år. Modtagelsen blandt passagererne har været overordentlig positiv, og helt op til 87 passagerer har været online samtidig i 30.000 fods højde. Inden sommer vil 11 nye Boeing 737-800 have bredbånd om bord. Bredbåndstilbuddet vil være gratis for alle passagerer indtil videre.
”Vi er overvældet over den positive respons fra vores passagerer. Bredbåndstilbuddet er et vigtigt konkurrencefortrin for os, og derfor installerer vi løbende WiFi på vores nye fly,” siger direktør for it og forretningsudvikling i Norwegian, Hans Petter Aanby.
Alle nye fly får bredbånd
I løbet af året vil 21 fly i Norwegians flåde være udstyret med bredbånd, og inden udgangen af 2012 er det planen, at hele Norwegians flåde vil have internet om bord.
I 2011 vil Norwegian indfase 15 nye Boeing 737-800-fly med Dreamliner-interiøret SKY samtidig med, at flere Boeing 737-300-fly udfases. Norwegian installerer bredbånd på alle de nye fly. De nye fly reducerer samtidig emissionen og brændstofforbruget betragteligt.
Norwegian er Skandinaviens største og Europas tredjestørste lavprisselskab med direkte ruter såvel indenrigs i Norge, Danmark og Sverige som til destinationer i Europa, Nordafrika og Mellemøsten (238 ruter og 95 destinationer pr. september 2010). Norwegian fragtede 10,7 millioner passagerer i 2009.