Flyselskabet Skyways går mod strømmen og har besluttet fremover at give gratis mad og drikke til passagererne ombord på deres fly. Skyways er især store på svenske indenrigsruter og flyver bl.a. fra Malmø.
Skyways byder nu på morgenmad inden kl. 9 med kaffe/the, juice og et stykke brød. Resten af dagen er der kaffe og the samt et stykke kage til passagererne – og lidt æblejuice til de små passagerer. Der vil ikke være mulighed for at købe yderligere mad ombord på flyet.
Således bevæger flere og flere flyselskaber sig tilbage til konceptet omkring gratis forplejning ombord. Det schweiziske luftfartsselskab Swiss har også tidligere opkrævet betaling fra deres passagerer for maden ombord, men er gået væk fra dette, og genindført gratis mad og drikke.
Af de store traditionelle flyselskaber er det efterhånden kun SAS og Iberia, som stadig har buy-onboard koncept ombord på deres Europaruter. Hertil kommer en del lidt mindre selskaber som Brussels Airlines, airBaltic og Spanair, der også tager penge for lidt at tygge i og lidt at drikke undervejs.