British Aiways’ første Airbus A380 dobbeltdækker har netop forladt verdens største hangar i Hamburg, hvor den er blevet malet med flyselskabets og de britiske berømte farver rød, hvid og blå.
Det store malerarbejde af British Airways’ nye medlem krævede intet mindre end 2.300 liter maling, og selvom den samlede vægt af de fem lag maling landede på 650 kilo, er malingens lag ikke tykkere end et menneskehår.
24 malere, der alle har taget en treårig lang uddannelse for at specialisere sig i at male en Airbus A380’er, har i to uger, ved hjælp af otte bevægelige platforme 30 meter over jorden, malet det nye enorme fly med fem lag rød, hvid og blå maling.
Håndmalet
Alt malerarbejdet blev udført i hånden med sprøjtepistoler, traditionelle malerruller og små fine pensler. En af de mest udfordrende opgaver for Airbus’ malerteam var 10.000 sorte og hvide punkter, der skulle males på flyets hale.
”Det var en meget vanskelig opgave. Tusindvis af bitte små prikker skulle hives af en stencil – det er svært at forestille sig. Men nu er det færdigt, og det ser vidunderligt ud,” siger Christoph Hettwer, Senior Manager på Airbus A380’s malerværksted.
A380’eren har nu fået alle sine kabiner installeret og vil blive fløjet til Airbus’ hovedkvarter i Toulouse, hvor flyet skal gennemgå sin sidste kontrol, inden det bliver en del af British Airways’ flåde i juli denne sommer.
469 sæder
Den store dobbeltdækker bliver det største medlem i den britiske familie med 469 sæder fordelt på fire kabiner.
Flyselskabets mest eksklusive klasse, First, er placeret forrest på hoveddækket og kan rumme 14 passagerer. Club World passagerer (Business Class) kan vælge at sidde i et af de 44 sæder på hoveddækket eller et af de 53 sæder på det øverste dæk.
De, der vælger at rejse med World Traveller Plus (premium economy) kan vælge imellem 55 sæder på øverste dæk, mens rejsende på World Traveller (economy) vil sidde på både hoveddæk og øverste dæk.
British Airways’ nye A380’ere tæller i alt 12 styks og er en del af en investering på 5 mia. pund i nye fly, smartere kabiner, elegante lounges og nye teknologier med det formål at gøre rejsen i luften og på land endnu mere behagelig.
Kunder, der ønsker at være blandt de første til at flyve på British Airways’ nye fly, kan bestille fly til Los Angeles og Hongkong.