Flyrejsen bliver mere enkel for Norwegian passagerer. Nu lancerer nordmændene "Direct to gate" i de danske lufthavne, og det betyder, at du ikke længere behøver tjekke ind.
Med ‘Direct to gate’ i alle danske lufthavne kan rejsende med Norwegian, som kun medbringer håndbagage, undlade at tjekke ind og gå direkte til sikkerhedskontrollen og videre til gaten.
Har du en smartphone, slipper du også for at printe din billet ud. Du kan ganske enkelt nøjes med at vise sin billet på telefonen.
Fremtidens måde at klare check-in på
”Direct to gate er helt klart fremtiden. Indtjekning på fly er et levn fra fortiden, og fra de flyselskaber, der overbooker deres fly. Hos Norwegian overbooker vi aldrig vores fly, så derfor er indtjekning ikke nødvendig, hvis man kun rejser med håndbagage,” forklarer Johan Bisgaard Larsen.
Med Direct to gate skal rejsende med max. 10 kg. håndbagage blot sikre sig, at de er igennem sikkerhedskontrollen og klar ved gaten senest 20 min. før afgang ved rejser i Norden og 30 min. før afgang for rejser uden for Norden.
Fra København, Aalborg, Karup og Billund
Det vil være muligt at gå ‘Direct to gate’, når du flyver med Norwegian fra København, Aalborg, Karup og Billund. ‘Direct to gate’ er også muligt med Norwegian fra alle norske, svenske og finske lufthavne. Det eneste, du som passagerer skal huske at medbringe, er et gyldigt id, hvis man rejser uden for norden.
Indtjekning vil stadig være nødvendig for de rejsende, der medbringer bagage på rejsen.