Den danske kritiker og litteraturforsker Georg Brandes vil pryde haleroret på et af Norwegians nye fly. Norwegian opgraderer løbende sin flyflåde med nye Boeing 737-800, og de nye fly dekoreres med både danske, svenske og norske helte på flyhalerne.
Georg Brandes er nyeste helt i rækken af danske helte, der afbildes på Norwegians nye fly. Tidligere på året kom bla. H.C. Andersen og Ludvig Holberg på de nye fly, og nu får de selskab af den store kritiker.
"Som kritiker bedrev Georg Brandes en meget omfattende kulturel eksport og import. I udlandet etablerede han forestillingen om Skandinavien som en særlig litterær region, mens han omvendt introducerede mange udenlandske forfattere og strømninger i de skandinaviske lande,” fortæller Lasse Horne Kjældgaard, lektor, ph.d. ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet.
Skandinaviske personligheder
Norwegian hylder skandinaviske helte ved at foliere sine nye fly med billeder af et udvalg af de største skandinaviske personligheder. Fælles for ’haleheltene’ er, at de alle er personligheder, der i en eller anden forstand har brudt de etablerede grænser og udfordret det traditionelle.
”Vi er rigtig glade for, at vi i takt med, at Norwegian indfaser nye, brændstofbesparende fly med høj komfort, har mulighed for at vise de store skandinaviske personligheder som Georg Brandes ære. Vi er stolte af vores skandinaviske helte,” siger presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen.