Endnu en stor dansk personlighed kan nu ses på halen af et Norwegian-fly. Denne gang er det den danske fysiker og kemiker H.C. Ørsted, der kommer til at spejde udover Europa fra 10 kilometers højde.
Norwegian udvider antallet af danskere på halerorene af selskabets nye Boeing 737-800-maskiner. Denne gang er det fysikeren og kemikeren H.C. Ørsted (1777-1851), som nu kan ses på et af Norwegians fly. Ørsted slutter sig til andre danske personligheder som Jørn Utzon, Søren Kierkegaard, Karen Blixen, Georg Brandes, og H.C. Anderen, som allerede pryder nogle af flådens haler.
Verdensberømt dansk videnskabsmand
”H.C. Ørsted var en verdensberømt dansk videnskabsmand med et stort internationalt udsyn. Han fik også meget stor betydning for dansk erhvervsliv ved i Selskabet for Naturlærens Udbredelse at forelæse om nye internationale gennembrud, der kunne anvendes til at omlægge fx ølbrygning og sukkerproduktion. Og han fik stor betydning for det danske uddannelsessystem ved at grundlægge Polyteknisk Læreanstalt, i dag DTU, der fortsat er et af verdens førende tekniske universiteter”, siger formanden for Selskabet for Naturlærens Udbredelse, professor Dorte Olesen.
Norwegian hylder skandinaviske helte ved at foliere haleroret på sine nye, miljøvenlige Boeing 737-800 med billeder af et udvalg af de største skandinaviske personligheder. Fælles for ’haleheltene’ er, at de alle er personligheder, der i en eller anden forstand har brudt de etablerede grænser og udfordret det traditionelle. Norwegian har på nuværende tidspunkt hele 10 danske halehelte.
Danske personligheder
”Jeg er rigtig stolt af, at vi bliver ved med at få store danske personligheder på vores nye fly. H.C. Ørsted var en dansk forsker i verdensklasse, så det er med stor glæde, at vi nu kan hylde ham på denne måde. Derudover sender alle de danske halehelte et stærkt signal om, at Norwegian er et flyselskab for hele Skandinavien,” fortæller Johan Bisgaard Larsen, Norwegians danske informationschef.
Norwegian indfaser løbende fabriksnye fly i flåden. Allerede i år har selskabet fået sit femte Boeing 737-800 af i alt 14 i 2013. Med en gennemsnitsalder på 4,6 år er Norwegians flyflåde blandt de mest moderne og miljøvenlige i Europa.
Berømt for elektromagnetismen
H.C. Ørsted kan ses på Norwegian-flyet LN-NGF, som selskabet fik leveret i slutningen af 2012. Flyet kommer til at flyve i hele selskabets rutenet.
H.C. Ørsted var en dansk fysiker og kemiker og blev verdensberømt for opdagelsen af elektromagnetismen. Ørsted blev født i Rudkøbing i 1777, men flyttede med sin bror til København i 1793. Han var allerede fra barn meget interesseret i kemi. Derfor studerede han farmakologi, som han færdiggjorde i 1797. Senere stiftede han Selskabet for Naturlærens Udbredelse i 1824 og Den Polytekniske Læreanstalt i 1829.
Derudover var han stifter af forløberne til Meteorologisk Institut og Patentdirektoratet. Privat var Ørsted gode venner med forfatteren og digteren H.C. Andersen. H.C. Ørsted døde i 1851 og ligger begravet på Assistens Kirkegård i København.