Hansa-Park er for hele familien og til en rimelig pris. Når entréen er betalt er de små karusseler, de sindsoprivende rutschebaneture og det fantastisk søløveshow ganske gratis.
Af Kenneth Karskov, Viviro.com
Jeg sætter mig til rette i vognen. Sikkerhedsbøjlen bliver klemt fast. Jeg tager en dyb indånding. Vognen sætter langsomt i bevægelse, men stopper allerede et par meter senere. Her er kulsort. Intet lys overhovedet.
Pludselig sker det. Aaaaarrggghhhh! Aaaaaaaaaaarrrrrrggggghhh!
Det er bare 1,4 sekund siden, jeg sad helt stille. Nu jeg på vej ned i et frit fald på 90 grader med 100 km/t.
Så er jeg ude i lyset. Vognen flænser sommerheden i et afsindigt tempo og jeg snurrer rundt om mig selv på alle tænkelige måder. Hovedet nedad, så gennem et loop, så sidelæns.
Ind i mørket igen. Vognen bremser. Puha! Jeg kan ikke afgøre om pigen ved siden af mig griner eller græder. Jeg ligger på ryggen og bliver langsomt – ganske langsomt – løftet 40 meter op i mørket. Og så sætter den vilde afslutning ind. Frit fald igen, så sidelæns, hen, op, ned, rundt igen. I totalt mørke.
Og med ét er turen slut. Jeg overlevede. Knap to minutter varede ”Forbandelsen fra Novgorod”, som Hansa-Parks vildeste forlystelse hedder.
Noget for alle aldre
Øjeblikket inden sidder jeg blandt børn og voksne i ”Wasser Zirkus” og ser søløveshow. Min datter på 3½ er helt fortryllet af John Burke og hans to legesyge søløver, Roger og Jimmy, der boltrer sig i det store indendørs bassin.
De spiller bold, springer fra tårn, griber ringe med snuden og mange andre løjer. Den lille pige klapper entusiastisk og hendes ellers hårdkogte far må indrømme, at det faktisk er ganske underholdende.
Således er det både sjovt og hyggeligt at tilbringe en dag i Hansa-Park. Parken er inddelt i 11 tema-områder – Piratbugt, Mexico, Det Vilde Vesten osv. – og det gør afvekslende at spadsere rundt.
Med over 125 attraktioner er her da også rigeligt at tage sig til. Fra vandrutschebane til små karuseller, flyvende tæpper til klatrestativer og sindsyge rutschebaner til små både. Kort sagt noget for hele familien.
Alle forlystelser er gratis
Når entréen er betalt er alle forlystelserne gratis. Det koster så også 165 kr. for børn og 210 kr. for voksne at komme ind – 750 kroner for to voksne og to børn – og dertil kommer mad og drikke.
Den gode nyhed er så, at priserne er holdt nede inde i parken. En halv liter sodavand koster 18 kr., en fadøl 19 kr., og en ”Hazienda Plate” i Western området med et marineret grillspyd, salat og nachos små 33 kr. Den slags småpenge kommer man ikke langt for i Tivoli…
Entrepriser:
Børn under 4 år kommer gratis ind. Fra 4-14 år koster entréen 165 kroner (men børn kommer gratis ind på deres fødselsdag!), voksne skal af med 210 kroner, mens gæster over 60 år slipper med 165 kroner. Hansa-Park har åbent fra april til oktober.
Prisniveau:
Det er meget billigere i Hansa-Park end i Tivoli. En halv liter sodavand koster 18 kroner, en fadøl med 0,4 liter koster 19 kroner, og en kop kaffe står i 10 kroner. Også maden er billig: En hot-dog koster 16 kroner, mens en ”Hazienda Plate” i Western området med et marineret grillspyd, salat og nachos er prissat til 33 danske kroner.
Fakta:
Hansa-Park ligger i Sierksdorf ved Lübeck, 65 km fra Puttgarden. Parken åbnede i 1973 som Legoland, men bare fire år efter var klodserne væk og Hansaland en realitet. I 1987 blev den omdøbt til Hansa-Park og ihvert år kommer over en million mennesker på besøg her.