Selvom sol og varme ofte kan være de vigtigste grunde til at vi rejser til sydlige himmelstrøg, så kan det nogle gange blive lidt for meget. Det mener de ihvertfald i Dubai, hvor et nyt hotel planlægger at nedkøle stranden.
Det har længe været kendt at i Dubai kan alt lade sig gøre. Verdens lækreste hotel, Burj Al Arab, Verdens højeste bygning, skibakke i 40 graders varme osv. osv. Kun mængden af penge sætter grænser her.
Det seneste tiltag er at tilbyde de rige gæster, der opholder sig på ferie i Dubai, at nedkøle stranden for dem, hvis varmen bliver lidt for meget. Det vil man ihvertfald gøre på luksushotellet Palazzo Versace , som åbner i 2010.
Teknologien man vil bruge minder om et køleskab og temperaturen i sandet styret af en termostat, der automatisk indstilles udfra hvordan vejret i Dubai er på den pågældende dag.
Hotellet er i den absolutte topklasse når det gælder luksus. Ialt 213 værelser vil der være og flere af disse vil kunne byde på egen swimmingpool.