Bystaten Singapore er et moderne mirakel. For 30 år siden var det ikke noget imponerende sted, men som en af Asiens tigerøkonomier er der blevet vendt op og ned på Singapore. I dag er den en moderne storby med højhuse side om side med gamle kinesiske huse. En smeltedigel af forskellige kulturer og derfor også en kulinarisk oplevelse ud over det sædvanlige.
Facts
Sprog: Officielle sprog er Malay – men engelsk både tales og forståes af de fleste lokale.
Indbyggere: 4 mio.
Valuta: Singapore Dollar (SGD). 1$ = ca. DKK 3,70.
Nødkald: 999 (Politi), 995 (Ambulance/brandvæsen)
Til og fra lufthavnen
Singapore Changi Lufthavn ligger ca. 20 km fra centrum. Transportmulighederne til byen er mangfoldige, men det er lettest at tage toget selv med meget bagage.
Tog: MRT (Mass Rapid Transit) kører til/fra Terminal 2 (hver 10-20 min fra tidlig morgen til midnat). For at komme ind til centrum skal du tage det første tog der kommer og skifte på Tanah Merah Intercharge (modsatte side af perron). Hele turen varer ca. 25-30 min.
Bus: Alle busser mod centrum kører fra kælderen i Terminal 1 og 2. Kører fra tidlig morgen til midnat. Husk at have lige penge parat til chaufføren (prisen varierer efter destination – men max. SGD 2 pr. tur).
Taxa: Kører efter taxameter. 50% højere takst fra midnat til 06.00 – ca. 25 min.
Limoservice: Fast pris uanset hvorhen i Singapore. Nattillæg tilkommer.
Shuttelbus ml. lufthavn – hotel: Nogle hoteller tilbyder/arrangerer denne service enten gratis eller for et mindre beløb.
Transport
Det er nemt at komme rundt i Singapore. Både busnet og undergrund (Mass Rapid Transit – MRT) har mange afgange og er billigt.
Prøv også Citybuzz (Sightseeingbus) som har tre forskellige ruter som stopper ved alle store seværdigheder (dagskort SGD 5).
Taxa’erne kører alle efter taxameter og kan "prajes"på gaden eller fra holdepladserne omkring de store hoteller.
Rickshaws eller cykel-taxa’erne er efterhånden et sjældent syn, men findes stadig i og omkring Chinatown.
Seværdigheder
Hvad enten man er voksen eller barn, behøver man ikke at kede sig i Singapore. Gå på opdagelse i de forskellige etniske kvarterer Little India og Chinatown. Eller kig ind i den Malaysiske bydel Geylang Serai, som stadig bærer præg af den oprindelige malaysiske livsstil som den var tilbage i 50-60’erne.
Vil du underholdes – så sæt dig tilrette i Cinemania – en nyere og mere intens udgave af den velkendte 3D biograf, hvor du selv bliver en del af filmen. Eller besøg det nye Singapore Discovery Centre, hvor du kan opleve Singapore’s fortid, nutid og fremtid og gense byens nøglebegivenheder som de rigtigt skete.
Har du mere lyst til selv at være aktiv, findes der både Zoologisk Have med nat-safari, Underwater World og div. naturreservater.
Spil en gang mini-golf eller besøg Snow-city som er det første indendørs skicenter i tropiske Singapore. Her er temperaturen under frysepunktet og ski-bakken i 3. sals højde.
Og sådan bliver Singapore ved…… vælg selv udfra de spændende museer, flotte templer, moskeer o.s.v.
Shopping
Shopping-Mekka er nok den rette betegnelse for Singapore. Antikviteter, ægte tæpper, juveler, sportsudstyr, elektronik, møbler, silkestoffer, modetøj krydderier o.s.v. Her findes alt både dyrt og billigt.
I de store imponerende shopping-centre er der faste priser, men i de mere charmerende,lokale butikker og markeder kan du roligt spørge efter "dagens bedste pris".
Når du ikke at blive færdig med dagens indkøb, kan du besøge Mustafa Centre i Serangoon Plaza (Little India),hvor der er åbent 24 timer i døgnet. Her kan der gøres gode køb, da priserne – selvom de er faste – ofte er en del lavere end i de andre shopping-centre.