Der er masser af musikfestivaller i Danmark henover sommeren – men også i udlandet er der et spændende udvalg af festivaler, som kan kombineres med sommerens roadtrip i USA. British Airways har lavet en guide med seks af de bedste festivaler i Nordamerika, der kan være med til at udvide dit festival-repetoire.
Sommeren er for manges vedkommende ensbetydende med besøg på en eller flere musikfestivaler. I USA er udvalget af musikfestivaler endnu større end i Danmark og samtidig er udvalget af verdenskendte kunstnere enormt.
”Det er meget lettere at tage på festival i udlandet end man tror. Jeg har selv venner, der hvert år tager til Bonnaroo festivalen i Tennessee,” siger Peter Rasmussen, Nord-Europæisk chef for British Airways.
Bonnaroo Music and Arts Festival, Manchester, Tennessee
Hvis du godt kan lide store festivaller er dette festivalen for dig. Bonnaroo Music and Arts Festival løber fra d. 11. til d. 14. juni på Great Stage Park, og er en af Nordamerikas største udendørsfestivaler.
Festivalområdet er hele 700 hektar stort og ligger på en gård i delstaten Tennessee. Her kan du høre mange forskellige musikgenrer, som indiepop, klassisk rock, hip hop, jazz og gospel. I år kan du blandt andet opleve Billy Joel, Mumford & Sons, Florence and the Machine, Slayer, Belle and Sebastian og Earth, Wind & Fire.
Sådan kommer du dertil: Flyv til Nashville International Airport og tag bussen, som går direkte til festivalen.
Sommerfest, Milwaukee, Wisconsin
Har du lyst til at besøge verdens største musikfestival med 11 scener og mere end 1000 optrædende på blot 11 dage? Så skal du tage til Milwaukee, hvor Sommerfest 2015 finder sted fra d. 24. juni til d. 5. juli. Listen over verdenskendte artister er usandsynlig lang. I år kommer blandt andre Stevie Wonder, Linkin Park, Kings of Leon, Ed Sheeran og ikke mindst legenden Rolling Stones.
Sådan kommer du dertil: Flyv til General Mitchell International Airport.
Underground Music Showcase, Denver, Colorado
De som godt kan lide indiemusik, må ikke gå glip af Underground Music Showcase. Festivalen afholdes i Denver fra d. 23. til d. 26. juli, og i år optræder over 400 lokale og nationale artister på næsten 20 forskellige scener. Milo Greene, Brick + Mortar og Moon Hooch er bare nogen af de indiebands, som optræder i løbet af de fire dage.
Sådan kommer du dertil: Flyv til Denver International Airport.
Thunder on the Mountain, Ozark, Arkansas
Hvis du elsker countrymusik er et besøg på én af countryfestivalerne i USA et must. Thunder on the Mountain samler de bedste artister i genren og løber fra d. 26. til d. 28. juni. I år optræder blandt andre Carrie Underwood, Zac Brown Band og The Band Perry.
Sådan kommer du dertil: Flyv til Memphis International Airport eller Forth Worth International Airport og kør derfra til Ozark.
Lollapalooza, Chicago, Ilinois
Festivalen med det fantastiske navn, Lollapalooza, forløber hvert år over tre dage i Grant Park i Chicago. Årets festival afholdes d. 31. juli til d. 2. august med kendte navne som Paul McCartney, Metallica, Florence and the Machine, Sam Smith og The Weeknd.
Sådan kommer du dertil: Flyv til Chicago O’Hare International.
Outside Lands, San Francisco, California
Fra d. 7. til d. 9. august afholdes Outside Lands 2015 i Golden Gate Park i San Francisco. På festivalen kan du opleve kunst, god mad og drikke, og fremfor alt musik i verdensklasse med kendte artister som Elton John, Mumford & Sons og Billy Idol.
Sådan kommer du dertil: Flyv til San Francisco International Airport.
Amnesia Rockfest, Montebello, Canada
Hvis du er i USA og gerne vil opleve Canada i samme omgang, er det værd at besøge rockfestivalen, der årligt afholdes i den lille by Montebello i Canada. På Amnesia Rockfest spiller band som System Of A Down, Linkin Park, The Offspring, Tenacious D og Flogging Molly. Årets festival løber af stablen fra d. 18. til d. 21. juni.
Sådan kommer du dertil: Flyv til Ottawa International Airport eller Montréal-Pierre Elliott Trudeau International Airport og tag bus derfra til Montebello.