For hyppigt rejsende er muligheden for afslapning eller arbejde i rolige og komfortable omgivelser et ’must’. Med et medlemskab af Priority Pass kan man købe sig adgang til over 850 lufthavnslounger verden over, uden nødvendigvis at skulle flyve på business class eller have guldkort til et bestemt flyselskab.
En gang om året spørger Priority Pass sine medlemmer, hvordan de er tilfredse med de forskellige lounger, og i 2015 har King Amlet Lounge i Billund for tredje gang fået udmærkelsen ”Highly Commended” og en vurdering som den næstbedste lounge i Europa.
“Vi er meget stolte over, at loungen i Billund Lufthavn igen modtager denne internationale anerkendelse fra passagererne. Gæsterne har vurderet, at vi er næstbedst i Europa, og det er vi superstolte over”, siger Jan Hessellund, kommerciel chef i Billund Lufthavn.
Førstepladsen gik til EuroAirport Skyview Lounge i Franco-Swiss Basel-Mulhouse Airport, som ikke alene blev vurderet som Europas men verdens bedste lounge.
Stadig flere passagerer benytter faciliteterne i King Amlet Lounge, før de flyver ud i verden. Antallet har været støt stigende år for år og nåede i 2015 op på over 114.000 – det højeste antal nogensinde.
“Der er en stadig stigende efterspørgsel på den komfort, gæsterne oplever i loungen”, siger Jan Hessellund. “For mange er det næsten det vigtigste i forbindelse med afrejsen, at de har tid til at komme herind og slappe af eller forberede sig på et møde, de skal til et sted ude i verden”.
For Billund Lufthavn er det vigtigt, at loungen hele tiden udvikler sig i takt med passagerernes efterspørgsel. Gratis wi-fi, computere, internationale aviser og tidsskrifter, møderum, badefaciliteter og forfriskninger er nogle af de services, som King Amlet Lounge tilbyder.