Mellem København og Aalborg er der op til 40 flyvninger om dagen, hvilket sender de billige flybilletter helt ned i 149,- pr. vej. Og det vil fortsætte en tid endnu, siger SAS, Cimber og Norwegian.
Det ligner nærmest en luftbro med så mange daglige afgange mellem to danske byer, men det giver god mening for de tre selskaber som står bag. For tallene peger fremad og engagementet er stort på ruten mellem Aalborg og København.
CimberSterling direktør Jørgen Nielsen noterer sig en fremgang i indenrigstrafikken på 85%. Så mange flere passagerer er der på Cimbers indenrigsfly i marts 2009 sammenligninet med året før, og forklaringen er simpel, mener han. ”Trafik avler trafik, så de mange ekstra flyvninger øger passagertallet, og samtidig falder priserne”, forklarer Jørgen Nielsen.
”Danske ruter er en lønsom forretning for os. Det eneste problembarn, vi har, er Sønderborg. Dér er jeg lidt bekymret, men på de andre ruter giver det god mening”, siger Jørgen Nielsen.
SAS: Ingen penge at tjene på priskrig
Helt så optimistisk er man ikke hos SAS. Her mener Per Møller Jensen, at der er overkapacitet på ruten mellem København og Aalborg. ”Der er meget kapacitet på ruten, og min vurdering er, at nogle vil forsvinde, så må tiden vise, hvem det bliver. Når priserne er nede på 300-400 kroner for en returflyvning, så kan det være svært at tjene penge”, forklarer han.
Derfor har SAS heller ikke planer om nye indenrigsruter, men det har Norwegian derimod. Det norske lavprisselskab har dag 22 ruter ud af Danmark, og på ruten til Aalborg ligger selskabets markedsandel på 20%.
”Der kommer flere indenrigsruter til”, siger direktør og stifter af Norwegian, Bjørn Kjos. ”Vi ser både på Karup og Århus, men det som er begrænsning for Norwegian er at skaffe kapacitet. Vi vil ikke have gamle fly ind på ruterne, for de giver mange tekniske problemer, som resulterer i forsinkelser og utilfredshed”, forklarer han.
Norwegian: Aalborg har potentiale som Bergen
Derfor kommer de nye ruter til efterhånden som Norwegian får fly ind. ”Vi vil kun flyve på ruter, der kan betjenes med en Boeing 737. Ellers er der ikke økonomi i det for os, så er der ikke passagerer nok til en 737, så flyver vi ikke den pågældende rute”, siger Bjørn Kjos.
Men en ting er den rigtige flytype, noget andet er det rigtige antal afgange: ”Norwegian skal have en højere frekvens på Aalborg for at tjene penge. 40 returflyvninger bør kunne hænge sammen, men der er få for få Norwegian fly iblandt. Jeg sammenligner Aalborg med Bergen, og her er trafikken meget større”, udtaler Bjørn Kjos, der tilføjer at Norwegians operation i Danmark skal gå i nul i løbet af i år.
Lavprisselskabet Norwegian har 175 ruter til 83 destinationer, og er gået fra 25.000 passagerer i 2002 til 9,1 millioner passagerer sidste år.