Siden åbningen i 1909 har Hotel Atlantic altid været noget særligt. Her er alt hvad et femstjernet hotel skal kunne byde på i form af lækre værelser, overdådig morgenbuffet, indendørs swimmingpool og så videre, men det er noget andet, som gør det forskellen mellem Atlantic og andre gode hoteller: Det er historien!
Af Kenneth Karskov, Viviro.com
At Hotel Atlantic Kempinski er et gammelt hotel står hurtig klart. Lobbyen (billedet herunder) emmer af storhed og jeg føler mig hensat til en svunden tid, hvor transport foregik med skib og tog, og hvor flyrejser stadig var et fremtidsscenarie.
Check-in går lynhurtigt, personalet er smilende og høflige og giver mig hurtigt nøglen til værelset. Og ja, der er virkelig tale om en gammeldags nøgle!
Det er faktisk helt rart til en afveksling og står i skærende kontrast til mange moderne fem-stjernede hoteller, hvor nøglen er erstattet af et plastikkort. Den slags pjat er der ikke noget af på Atlantic!
Indviet i 1909
Hotel Atlantic blev bygget for over 100 år siden og blev oprindelig opført som hotel for rigmænd og deres familier, der skulle sejle over Atlanten. Dengang var Hamburg centrum for de store luksuslinere, der stævnede ud fra den nordtyske havneby og lagde kurs mod de store byer på den amerikanske østkyst.
Således var hotellet første stop på en eventyrlig rejse. Dengang rejste man dog ikke blot med en kuffert og lidt håndbagage, når turen gik til New York, for rejsen var ikke overstået på syv timer i et metalrør, men flere dage på åbent hav. Så der blev medbragt hele garderober og hvert rejseselskab – for der var naturligvis også tjenestefolk med på disse rejser – kom med en kæmpe oppakning.
Så da jeg stiger ud af elevatoren er det første, der møder mig et stort åbent rum. Normalt træder man ud af elevatoren og direkte ind i de lange hotelgange, men sådan er det ikke på Atlantic. For 100 år siden kunne værelserne umuligt rumme de store mængder bagage, som disse familier medbragte til det flere måneder lange eventyr, så den blev opbevaret i dette store rum.
Hotel for James Bond
Atlantic var på denne vis sidste stop inden den lange sørejse, og derfor gjorde mange mennesker her de sidste forberedelser inden turen over Atlanten. Da hotellet var bygget til netop dette formål, forventede man også en lang række gæster, der ikke var vant til at sørejser, og derfor åbner værelsesdørene udad. Normalt åbner de indad på hoteller, men ikke her. Det skulle forberede de rejsende på kahytterne ombord på skibet, hvor døren ligeledes åbner udad.
Det er med andre ord nemt at mærke historiens vingesus i dette klassiske hotel, men det er ikke kun et hotel, der lever på de ‘gamle dage’. I 1997 blev hotellet kendt af en bredere kreds, da det blev brugt i James Bond filmen "Tomorrow Never Dies" (1997). Filmen blev bl.a. skudt i hotellets ‘Presidential Suite’ på 140 m2, og herfra starter en hæsblæsende klatretur, hvor James Bond – i skikkelse af Pierce Brosnan – kravler fra altanen op til den store globus på hotellets tag.
I Tyskland er hotellet kendt for at rockmusikeren Udo Lindenberg har boet her fast i 15 år. Derfor hænger også en række af sangerens til tider lidt særprægede kunstværker på hotellet, ligesom den biograf han fik indrettet, bliver stillet til rådighed for hotellets øvrige gæster. Det gør Atlantic til et af få hoteller med egen biograf, og det koster knap 1500 kroner at leje biografen, som har plads til otte personer.
Super VIP’s
I hotellets restaurant er det muligt at nyde gourmet mad med en skøn udsigt over Alsteren. En meget bedre udsigt fås ikke i Hamburg, og til maden er det iøvrigt muligt at nyde vand fra hele verden. Restauranten kan prale af en ‘vand sommelier’ som har udvalgt over 40 forskellige mærker af mineralvand.
Hotel Atlantic Kempinski har naturligvis set en lang række kendisser i årenes løb. Listen er for lang til at inkludere i sin helhed, men den tæller en lang række super VIP’s, der vil kunne gøre de fleste andre hoteller grønne af misundelse: Mikhail Gorbatjov, Paul McCartney, Michael Douglas, Karl Lagerfeld, Tiger Woods, Rolling Stones, David Bowie, Tom Cruise, Richard Gere, Eddie Murphy, Boris Becker, Naomi Campbell, Arnold Schwarzenegger, Michael Jackson, Kim Bassinger, Elton John, Jane Fonda, Willy Brandt, Henry Kissinger, Dalai Lama, Dronning Silvia, Kong Bhumipbol af Thailand, Kejser Hirohito af Japan og Henry Ford.
For blot at nævne et par stykker.
Se prisen på Atlantic Kempinski – klik her!