Costa del Sol er populært året rundt. Danskere i hobetal strømmer til den spanske solkyst for at nyde det gode vejr, de hyggelige byer og den ægte andalusiske stemning.
Af Kenneth Karskov, Viviro.com
Malaga ligger året rundt i top på Rejsehitlisten – opgørelsen over de mest efterspurgte destinationer på Viviro.com – med god grund. For her er godt klima, her er smukt og her er masser at opleve.
Det skyldes, at der er mange danskere med feriehus i området, og det er ikke bare husejerne selv, der kommer hertil, de lokker også familie og venner med.
Den massive turistinvasion har desværre også gjort, at flere steder på Costa del Sol gør direkte ondt i øjnene. Grimme hotelsiloer og ubehjælpsomt designede lejlighedskomplekser har ikke gjort meget godt for turistbyerne, men heldigvis er der stadig små lommer af ægte andalusisk stemning.
Det ægte Andalusien
Tag Ronda, for eksempel. En charmerende bjergby og nok solkystens mest indtagende destination. Rondas gamle bydel er fuld af karakter, og især imponerer den over 100 meter høje bro fra attenhundredetallet. Ronda er også fødested for moderne tyrefægtning og huser en imponerende tyrefægter arena med tilhørende museum.
En anden god oplevelse er ”Den hvide by”, Mijas. Denne andalusiske landsby skal dog helst besøges uden for højsæsonen, for ellers bliver her ikke talt meget spansk og man skal nærmest sparke sig frem for turistbusser. Tag dog ikke fejl, for de brostensbelagte gader, de små cafeer og den smukke udsigt 400 meter over havets overflade er uhyrre charmerende – også selvom du ikke får byen for dig selv.
Solkystens bedste restaurant
På Costa del Sol vrimler det med billige spisesteder. Det er ikke svært at finde en restaurant, der serverer en ”menu del dia” – dagens ret – med tre retter til 70 kroner. Men det smager også derefter: En tynd suppe, friturestegt kylling med bløde pomfritter og en ligegyldig dessert.
”Udo Heimer” i den hyggelige ferieby Nerja, tre kvarters kørsel fra Malaga, er den diametrale modsætning til den turist-tallerkenen. Restauranten blev grundlagt i 1973, hvor den spanske solkyst knap havde set den første turist.
Dengang var det svært at skaffe helt basale ting som smør, frisk fløde eller et godt stykke oksekød, så Udo begyndte at lave alting fra bunden. Det gør han stadig, og det kan smages. En udsøgt middag på ”Udo Heimer” i Nerja koster mere end de billige turistrestauranter, men er det hele værd. Hovedretterne ligger i prislejet 130-175 danske kroner.