Tag på opdagelse i Portlands hipsterkvarterer og smag på øllet fra byens 50 lokale bryggerier, når Icelandair tilføjer endnu en amerikansk destination til rutekortet: Portland, Oregon.
’Keep Portland Weird’, står der skrevet med versaler på en mur nær det legendariske Voodoo Doughnut-bageri, der langer farverige doughnuts over disken døgnet rundt.
I Portland på den amerikanske vestkyst sætter man en ære i at være anderledes, og byen har sin helt egen kultur, der adskiller sig væsentligt fra andre amerikanske storbyer.
De lokale nærer en forkærlighed for smalle film, syret undergrundsmusik og kreative overskæg. Og så lever og ånder de for god mad og velbrygget øl. Portland kan prale af at huse over 50 bryggerier, hvilket er flere end nogen anden by i verden.
Skævheden dyrkes især i det hippe Pearl District, der er Portlands svar på Williamsburg i Brooklyn. For 15 år siden var Pearl District et uinspirerende industrikvarter med forladte pakhuse. I dag er kaffebarer, vintagebutikker, gallerier og banebrydende restauranter skudt op i de brostensbelagte gader, der tiltrækker hipsters, kunstnere og kreative sjæle fra hele verden.
5 højdepunkter i Pearl District
• Tag med på en gratis rundvisning på BridgePort Brewing, der åbnede i 1984 som Portlands første mikrobryggeri, og dermed var frontløber for byens boomende bryggermiljø. I dag er BridgePort et af statens førende bryggerier med en produktion på 100.000 tønder øl om året.
• Far vild i Powell’s City of Books, en af verdens største og mest velassorterede boghandlere, som overgår de fleste biblioteker i udvalg og omfang. Butikken, der åbnede i 1971, har over 1,5 millioner bøger på hylderne, fordelt på 3500 kategorier. I cafeen kan man nyde en kop kaffe og bladre i op til 3 bøger ad gangen, før man beslutter om man vil købe dem med hjem.
• Første torsdag aften i hver måned slår mange af kvarterets gallerier dørene op til First Thursdays, som tiltrækker kunstelskere med ferniseringer, vinsmagninger og koncerter til de sene timer.
• Prøv gourmet-burgere og trøffelfritter hos Little Big Burger, nyd peruvianske tapas til tonerne af livemusik på Andina, eller snup en pizza fra træovnen på Oven & Shaker. Eller prøv en af de mange andre restaurantperler i Pearl District.
• Oregon er momsfri zone, hvilket betyder store besparelser – også i Pearl District, der lokker med alt fra lokalt designede vandrestøvler hos Keen Garage til fine 1950’er-inspirerede badedragter hos Popina Swimwear. Tjek også tøjbutikken Lizard Lounge, hvis afslappede motto er “Buy stuff, browse stuff, or not”, og hvor man kan tage et slag bordtennis, hvis det skulle friste mere end prøverummet.
Portland bliver ny destination for Icelandair fra d. 19. maj næste år. Icelandair flyver i forvejen til Seattle og Vancouver, så med Portland på ruteprogrammet bliver det som tre perler på en snor.
Portland har 2,3 mio indbyggere og ,ange store virksomheder som Nike, Intel & Columbia Sportswear Company holder til eller har dele af virksomheden placeret i og omkring byen.