Fra foråret kommer der endnu flere afgange fra Billund Lufthavn til London. Ryanair fordobler antallet af daglige afgange fra 5. marts og kommer dermed op på 14 ugentlige ture fra Billund til Stansted.
Med to daglige afgange bliver det også nemmere for forretningsfolk at bruge forbindelse. Især da Ryanair ændrer afgangstidspunktet, så de fremover flyver både om morgenen og aftenen fra Billund. Tidligere fløj de kun om eftermiddagen, hvilket gjorde de svært for de forretningsrejsende at udnytte muligheden fuldt ud. Fremover bliver det sågar muligt at flyve ud og hjem samme dag med Ryanair.
Ryanair har samenlagt otte flyruter ud af Billund. Der afgår hver uge maskiner med Ryanair logoet på halen til Birmingham, Alicante, Dublin, Girona (100 km fra Barcelona), Edinburgh, Bergamo (nær Milano) og London/Stansted. Om sommeren sender de også fly fra Billund til Pisa.
”Ryanair har set en oplagt mulighed for at øge antallet af afgange på Stansted-ruten efter at Sterling forlod markedet", siger Ashley Casey, Ryanair’s Sales & Marketing Executive for the Nordics og fortæller at flere ruter kan være på vej: "Sterlings konkurs har efterladt et stort hul i Billund Lufthavn, og vi har planer om yderligere vækst i 2009".
For Billund lufthavn er ruten gode nyheder. Udover at Ryanair øger til to daglige afgange til London Stansted, så har British Airways også meddelt, at de vil begynde at flyve på ruten Billund – London City og Cimber har meldt ud, at de begynder at flyve til London Gatwick. Det betyder sammenlagt fem daglige afgange fra Billund til London, hvilket er mere end før Sterlings krak.