Norwegian lancerer endnu en splinterny langdistancerute fra Københavns Lufthavn. Fra foråret 2017 kan danske passagerer flyve direkte til endnu en destination i USA. Ruten vil have to ugentlige afgange og vil være Norwegians niende amerikanske destination fra København.
Norwegian fortsætter sin internationale ekspansion og lancerer endnu en langdistancerute fra Danmark. Fra 28. marts næste år kan eventyrlystne danskere sætte sig til rette i flyselskabets 787 Dreamlinere, som vil sætte kursen mod San Francisco i Californien. San Francisco bliver Norwegians niende amerikanske destination fra København. Flyselskabet flyver allerede til New York, Los Angeles, Fort Lauderdale, Las Vegas, Orlando, Boston, Puerto Rico og Skt. Croix. Derudover flyver Norwegian også til Bangkok fra København.
”Det er en glæde, at vi nu kan lancere en rute fra København til San Francisco; en by, der tilbyder sine besøgende et væld af fantastiske oplevelser. Dette er vores niende amerikanske rute fra København, og vi er glade for nu at give vores danske passagerer endnu flere rejsemuligheder til nogle af USA’s mest populære destinationer. Danskerne har taget rigtig godt i mod vores langdistanceruter, og rigtig mange af vores afgange har været stopfyldte. Det viser, at vores produkt med billige billetter kombineret med splinternye, mere miljøvenlige 787 Dreamliner-fly til spændende destinationer, bliver værdsat af passagerne”, siger Norwegians kommercielle direktør Thomas Ramdahl.
Flere turister til Danmark
Hos Københavns Lufthavn ser kommerciel direktør Peter Krogsgaard store muligheder i den nye rute – både for de rejsende og for samfundet. Typisk udgør amerikanerne 40 procent af de rejsende på Norwegians ruter mellem København og USA.
”Udover at give danske ferierejsende og forretningsfolk helt nye muligheder for let at komme til Vestkysten i USA, så betyder Norwegians nye rute også, at endnu flere amerikanere vil rejse til Danmark. Det skaber vækst og arbejdspladser i bl.a. turisme-branchen”, siger Peter Krogsgaard.
Samtidig øges Danmarks internationale tilgængelighed, og det er også med til at øge vores samlede velstand, understreger han.
”En analyse fra DAMVAD Analytics har påvist, at internationale flyruter skaber velstand i Danmark. En rute som denne fra Oakland til København vil give et samlet bidrag til Danmarks BNP og samfundsøkonomi på omkring 42 mio. kroner”, siger Peter Krogsgaard.
På enkelte vestkyst-ruter er antallet af amerikanere om bord på Norwegians flyvninger til Skandinavien helt oppe på omkring 50 procent.
”Mange amerikanere vil besøge de største europæiske metropoler som London, Paris og Rom, men det er helt tydeligt, at USA-ruterne til København er godt fyldte med turister, der vil opleve Københavns gastronomi, design og seværdigheder. Norwegian ser et stort potentiale i at bringe flere amerikanere og andre turister til Danmark, hvilket betyder både vækst og jobskabelse i landet”, slutter Thomas Ramdahl.
Fakta om København-San Francisco/Oakland
Norwegian vil flyve fra København til San Francisco/Oakland fra 28. marts 2017. Ruten vil opereres med to ugentlige afgange (tirsdag og lørdag).