Norwegian åbner i juni endnu en ny rute til en af danskernes foretrukne feriedestinationer Chania på Kretas nordkyst. Chania, som er den andenstørste by på Kreta, er især kendt for den smukke venetianske havn og den gamle bydel.
Chania er naturligvis også populær for de lækre strande omkring byen. Norwegian flyver i forvejen til Heraklion på Kreta hver onsdag i sommerperioden, men udvider nu med en direkte rute til Chania hver søndag.
Stor efterspørgsel til Kreta
”Vi oplever stor efterspørgsel på flyrejser til Kreta, og derfor udvider vi nu med en ny rute. Vi er glade for også at kunne tilbyde Chania som en direkte rute. Selvom byen kun ligger knap 140 km fra Heraklion, er det jo skønt at kunne flyve billigt direkte til nordøstkysten og dermed forkorte sin transporttid,” siger presse og markedschef Johan Bisgaard Larsen.
Den nye rute øger også fleksibiliteten, da man nu fx kan rejse ud til Heraklion om onsdagen og hjem fra Chania om søndagen.
Norwegians direkte rute til Chania får afgang fra København hver søndag i perioden 19. juni til 14. august. Priserne starter fra kr. 399,- for en enkeltbillet inklusive skatter, afgifter og brændstoftillæg. Billetterne er i salg allerede nu!