Som det første flyselskab i Europa lancerer Norwegian internet om bord på europæiske flyvninger. I resten af 2011 er det gratis at bruge nettet ombord på det norske lavprisselskabs fly.
Indtil videre er det da også kun to fly som har fået det trådløse internet installeret, men i løbet af sommeren 2011 vil 11 fly have internet om bord, og inden udgangen af året vil 21 fly være udstyret med denne teknologi. Planen er, at inden 2012 er omme, så har 40 fly fået installeret bredbånd om bord.
”Norwegian er stolte af at være det første selskab, som tilbyder trådløst internet om bord på flyvninger i Europa. Det er et produkt, som ingen andre i Europa tilbyder, og som giver os en stor konkurrencemæssig fordel,” fortæller direktør for IT og forretningsudvikling, Hans-Petter Aanby.
Installeres på Norwegians nyeste fly
Flyene får monteret en antenne på skroget (den lille "hat" på billedet herover), som kommunikerer med en satellit. Inde i flyene vil der være to separate net, hvoraf det ene er åbent for passagerer og det andet et lukket, og kun kan bruges af piloterne og besætningen for at gøre arbejdet i luften enklere og mere effektivt.
Det er de allernyeste Boeing 737-800-maskiner, som bliver udstyret med denne teknologi. Norwegians 737-300-fly udfases løbende, og inden 2012 vil flåden udelukkende bestå af 737-800-maskiner. Norwegian vil til den tid have en af Europas nyeste, mest omkostningseffektive og miljøvenlige flyflåder med en gennemsnitsalder på tre år.
I resten af 2011 vil det være gratis at bruge det trådløse net ombord, og hvad prisen derefter bliver ligger endnu ikke fast.