Norwegian blæser til angreb på SAS. Lavprisselskabet starter op på ruten mellem København og Frankfurt d. 3. november med seks ugentlige afgange.
Skandinaviens næststørste flyselskab, Norwegian, udvider nu sit ruteudbud med en ny rute mellem København og Frankfurt, der samtidig er en helt ny destination i Norwegians portefølje. Norwegian vil til at begynde med have en daglig afgang fra København til Frankfurt undtaget lørdag.
”Norwegian har haft en stærk vækst i Danmark, siden vi åbnede den danske base for snart tre år siden. Vi har åbnet over 40 nye ruter og har fortsat udviklingsplaner for Danmark. Vi arbejder løbende på at udvikle vores tilbud til især de erhvervsrejsende, og Frankfurt er meget efterspurgt blandt erhvervsrejsende. så derfor er det en god nyhed, når nu kan tilbyde billige billetter til Frankfurt,” siger Norwegians presse- og markedschef i Danmark Johan Bisgaard Larsen.
Første flyvning bliver d. 3. november 2011 med en daglig afgang fra København alle dage undtaget lørdag. Priserne starter ved kr. 249,- for en enkeltbillet inklusive skatter og afgifter. Billetsalget starter 14. september 2011.