946.000 passagerer fløj med det norske lavprisselskab i maj måned, og det er en stigning på 24 pct. sammenlignet med samme måned sidste år. Samtidig er det også en passagerrekord for Norwegian, og selskabet tilskriver de nye ruter i Danmark æren.
Den hidtidige rekord for Norwegian fra juli 2008 blev slået med over 45.000 mennesker. 140.000 af rekordmånedens mange passagerer fløj med Norweian på en af de nye ruter til og fra Danmark.
”Det er en stor tillidserklæring fra vores kunder og et resultat, som vi er virkelig godt tilfredse med,” udtaler administrerende direktør Bjørn Kjos.
Til gengæld er den såkaldte kabinefaktor gået ned for Norwegian. Det betyder, at færre sæder i flyet er fyldt end tidligre. I maj i år lå den på 77%, mens den var to procentpoint højere sidste år på samme tid. Regulariteten i maj var på 99,8 pct. og punktligheden på 87,1 pct.