Det norske lavprisselskab, Norwegian, der for kort tid siden gik i frontal kamp mod Cimber Sterling på de danske indenrigsruter, trækker sig nu fra ruten mellem Billund og København.
Allerede fra 4. april er det slut med at trafikkere denne rute mellen Lego-byen og den danske hovedstad. De passagerer der er booket på ruten efter denne dato tilbydes pengene tilbage, men direktør for Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier siger til Takeoff, at det ikke godt nok. Han mener derimod at passagererne har ret til at Norwegian ombooker dem til alternative flyselskaber – i dette tilfælde altså ærkerivalen Cimber Sterling, som fremover vil være eneste flyselskab der trafikkerer ruten. Denne ombooking og evt. prisdiference skal Norwegian betale for.
Er du booket på ruten efter 4. april, så skal du kontakte Norwegian.
Norwegian konkurrerer stadig på indenrigsruter mellem København og Aalborg samt København og Karup. Derudover, så åbner flyselskabet også en ny rute mellem København og Rønne på Bornholm sidst i denne måned.
Norwegian lukker også ruterne mellem Billund og Malaga samt Billund og Gran Canaria ved udgangen af vinterprogrammet. Det er p.t. uvist om disse ruter kommer igen til næste vinter.