Lavprisselskabet Norwegian åbner ny rute fra København til Dubai. Priserne begynder ved kr. 999,- for en one-way billet til De Forenede Arabiske Emirater ombord på selskabets Boeing 737-800.
Den 31. oktober sender Norwegian det første fly afsted til Dubai. Ruten fra København vil selskabet dog kun blive befløjet én gang om ugen, nemlig hver lørdag kl. 15.15 med ankomst i Dubai kl. 00.45. Retur fra Dubai afgår Norwegians nye Boeing 737-800 søndag morgen kl. 02.45 og lander i København kl. 06.15.
”Vores nye flåde af Boeing 737–800 gør os i stand til at tilbyde længere flyvninger. Her er Dubai interessant både for forretnings- og fritidsrejsende. Og så er de nye fly udstyret med sæder i helt nyt design med bedre komfort og mere benplads”, siger Daniel Skjeldam, Norwegians kommercielle direktør.
Med ruten fra København tilbyder Norwegian nu daglige forbindelser til Dubai fra en af de tre skandinaviske hovedstæder. Oslo og Stockholm har i forvejen hver tre ugentlige afgange til Dubai med Norwegian. Priserne fra København starter ved kr. 999,- for en enkeltbillet inkl. skatter og afgifter.
Vær dog opmærksom på, at bagage, mad og drikke ombord koster ekstra hos Norwegian. Skal du således sammenligne priserne mellem Norwegian og andre selskaber skal du tage højde for, at prisen hos Norwegian reelt set bliver betydeligt dyrere for dig, når alle disse ekstra udgifter kommer oveni.
Udover Norwegians ene ugentlige afgang flyver også SAS direkte til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.