Eventyrlystne danskere får en tidlig julegave, når Wizz Air den 15. december åbner Skandinaviens første direkte rute til Moldovas hovedstad Chișinău fra Københavns Lufthavn. De rejsende kommer dermed et skridt tættere på endnu en af Østeuropas oversete hovedstæder.
Man skal ikke lade sig narre af, at den moldoviske hovedstad Chișinău for mange er ganske ukendt. Byen er blandt andet indehaver af to af verdens største vingårde, æstetiske grønne parker og ufortalte historier fra sovjettiden. Krydret med lave østeuropæiske priser og et køkken, der er en fusion af rumænske og gamle centraleuropæiske madtraditioner, er Chișinău et spændende rejsemål for de eventyrlystne, der allerede har rejst Vesteuropa tyndt på storbyferier.
“Det er en stor fornøjelse at kunne sætte Chișinău på kortet over destinationer, vi kan tilbyde passagererne en direkte rute til. Danskerne er rejselystne som aldrig før, og vi oplever stigende interesse for de østeuropæiske storbyer. Særligt de unge er efterhånden så rejsevante, at deres næste rejse helst skal byde på noget nyt og ukendt, og destinationen skal helst fortælle en historie, de ikke har hørt før. Det kan Chișinău,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Wizz Air, der har hovedsæde i Ungarn, kom første gang til Københavns Lufthavn i 2016. Flyselskabet har direkte ruter fra København til Sibiu i Rumænien, Skopje i Makedonien, Sofia i Bulgarien og Kiev i Ukraine. Den nye rute fra København til Moldovas hovedstad, Chișinău, er en del af Wizz Airs ambition om at forbinde Danmark endnu bedre med Øst- og Centraleuropa.
“Wizz Air er et af Europas hurtigst voksende flyselskaber. For at vedholde væksten, er det vigtigt, at vi fortsat skaber gode fobindelser for alle vores passagerer, så de kan opleve endnu mere af Europa. Vi er meget glade for at kunne annoncere vores femte rute fra København og dermed forbinde Danmark med Moldovas hovedstad Chișinău. Vores fortsatte vækst i Københavns Lufthavn styrker Wizz Airs engagement i Danmark, København og lufthavnen, ligesom den bidrager til landets turisme- og servicesektor,” siger Andras Rado, Corporate Communications Manager i Wizz Air.
Wizz Air flyver mellem København og Chișinău hver tirsdag og lørdag med opstart lørdag d. 15. december 2018, og ruten er dermed skræddersyet til en forlænget weekendtur.
Chișinău er Moldovas hovestad og største by med 685.900 indbyggere. Fra 1945 til 1991 var Moldova en delstat i Sovjetunionen, og Wizz Air vil starte med at flyve på ruten to gange ugentligt, tirsdag og lørdag, fra d. 15. december 2018.