Næste år får København ny lavprisrute til Wien. Det er det østrigske lavprisselskab NIKI, der vil flyve billigt til Østrigs hovedstad. Manden bag selskabet er den tidligere Formel 1 verdensmester Niki Lauda.
Lavprisselskabet NIKI vil fra d. 26. marts 2010 flyve seks gange ugentligt mellem København og Wien med en Airbus A320 med plads til 180 passagerer ombord. Der bliver afgang med NIKI fra København kl. 20.10 mandag-fredag og kl. 15.20 på søndage. Fra Wien afgår flyet kl. 17.50 mandag-fredag og kl. 13 på søndage. Flyvetiden er 1 time og 35 minutter.
Lavprisselskabet NIKI blev etableret i 2003 og tager navn efter den tidligere racerkører og tredobbelte Formel 1 verdensmester Niki Lauda. Med rette er han en legende indenfor Formel 1 efter at have vundet i 1975, tæt på døden i 1976 efter en voldsom ulykke, hvor han var tæt på at brændte ihjel, vandt så igen året efter, hvorefter han lod sig pensionere. Efter nogle års pause vendte Niki Lauda tilbage til Formel 1 og vandt igen i 1984. Imponerende!
I 1979 stiftede han sit første flyselskab, Lauda Air, som han solgte til Austrian Airlines i 2000. Derefter gik han igang med lavprisselskabet NIKI, som igen står som en konkurrent til Austrian Airlines. NIKI fløj i 2008 med 2,1 millioner passagerer og råder over en flåde på 12 fly. Lavprisselskabet Air Berlin, der også flyver fra København, ejer 24 procent af NIKI.