Vores rejsevaner har ændret sig markant de seneste år. Vi flyver fra en tidligere alder, til flere destinationer og af mange grunde. Flyet er blevet en bus med vinger, og vi behøver ikke nogen undskyldning for at tage afsted.
Væksten i flytrafikken i Danmark har ifølge lufthavnsstatistikker været eksplosiv i de seneste årtier, og en undersøgelse fra flyselskabet easyJet viser, at danskerne ubekymret hopper på et fly for f.eks. at spille golf, gå til koncert eller løbe et maraton.
I runde tal har hver fjerde dansker rejst med fly for at besøge venner eller familie, imens mere end halvdelen af befolkningen (56 pct.) har boardet et fly i forbindelse med arbejde.
Ny rejse-generation
”Vi mærker tydeligt, at danskernes rejselyst er steget. På bare 5 år er det antal passagerer, vi transporterer fra Københavns Lufthavn, steget med 225 pct. Samtidig tegnes et billede af en helt ny rejse-generation af unge passagerer,” siger Javier Gandara, Country Director for easyJet i Danmark.
Den yngre generation vokser op med en flybillet i baglommen, en app til boardingkortet og en bedsteven i Berlin. For nylig afslørede en stor europæisk easyJet-undersøgelse, at mere end halvdelen af børnene i Europa har rejst med fly, før de fylder 10 år.
Vi flyver 1-3 gange om året
Også i Danmark er den yngre generation den mest berejste. Hele 54 pct. af de 18-34-årige har rejst med fly, før de fyldte 10 år. Til sammenligning har kun 7 pct. af forældre-generationen på 55+ år rejst med fly, før de fyldte 10 år.
I gennemsnit rejser mere end halvdelen (54 pct.) af danskerne med fly 1-3 gange om året, og langt størstedelen af befolkningen (72 pct.) booker selv flybilletten online.