Chegdu og omegn er berømt for pandaerne og den smukke natur. Nu begynder Qatar Airways at flyve hertil, så du kan komme helt tæt på pandaen med blot et enkelt stop i Doha.
Den 19. marts 2013 udvider Qatar Airways sin tilstedeværelse i Kina, når de med tre afgange om ugen begynder at flyve til Chengdu, hovedstaden i Sichuan provinsen.
Dette bliver selskabets sjette destination i Kina efter Beijing, Shanghai, Guangzhou, Chongqing og Hong Kong. Qatar Airways vil herefter kunne tilbyde 41 afgange om ugen til Kina.
Vigtigt økonomisk center
Chengdu er kendt for pandaerne og er hovedstad i Kinas Sichuan provins, der er berømmet for sit stærke, men gode køkken. Mange betragter Sichuan køkkenet som Kinas bedste.
Med et indbyggertal på 28 millioner er Chengdu samtidig et vigtigt økonomiske center i det vestlige Kina. Byen er en stærk industriel base med bl.a. sværindustri og tekstilindustri.
”Chengdu er en vigtig by i Kinas blomstrende økonomi, og vi glæder os til at begynde at flyve dertil fra marts næste år. Kina er et marked, hvis betydning er voksende. Qatar Airways vil fortsat udvide tilstedeværelsen og tilbyde vores passagerer flere muligheder til og fra Kina, uanset om de er forretningsrejsende eller turister”, siger Akbar Al Baker, CEO hos Qatar Airways.
11 nye destinationer i år
Siden begyndelsen af 2012 har Qatar Airways indledt flyvninger til 11 nye destinationer – Baku (Aserbajdsjan), Tbilisi (Georgien), Kigali (Rwanda), Zagreb (Kroatien), Erbil (Irak), Bagdad (Irak), Perth (Australien), Kilimanjaro (Tanzania), Yangon (Myanmar), Maputo (Mozambique) og Beograd (Serbien).
I løbet af de næste måneder åbnes desuden ruter til Gassim, Saudi-Arabien (7. januar 2013), Najaf, Irak (23. januar), Phnom Penh, Cambodja (20. februar), Chicago, USA (10. April) og Salalah, Oman (22. maj).
Udover Qatar Airways flyver også KLM, som eneste europæiske flyselskab, til Chengdu i Kinas Sichuan provins. KLM flyver til Chengdu direkte fra Amsterdams Schiphol lufthavn.
Læs mere om pandaerne i Chengdu her: panda.org.cn/english