Qatar Airways sætter ekstra fly ind på ruten til Bangkok. Det fremadstormende arabiske selskab kommer dermed op på 28 afgange om ugen til Bangkok, hvilket giver endnu flere muligheder for at komme til Thailand, da Qatar Airways har mange danske rejsende på ruten.
Et fjerde dagligt Boeing 777 fly (billedet herover) bliver sat ind på ruten mellem Doha og Bangkok, som svar på den store efterspørgsel, især fra vigtige markeder i Europa, Mellemøsten, Afrika og Amerika.
Knudepunkt for hele Asien
Bangkok Suvarnabhumi International Airport er en af Asiens største knudepunkter, og herfra kan passagererne finde flyforbindelser til destinationer både i Thailand og i nabolandene.
"Det har altid været vores strategi at tilbyde flere fly om dagen til populære destinationer, og Bangkok er et eksempel herpå. Vi kan nu tilbyde vores kunder endnu flere valgmuligheder, når de planlægger deres ferie- eller forretningsrejser", siger CEO for Qatar Airways, Akbar Al Bakar.
Qatar Airways flyver i dag med en moderne flåde på 116 fly til 122 vigtige forretnings- og turistdestinationer i Europa, Mellemøsten, Afrika, Asien og Stillehavsområdet, Nordamerika og Sydamerika.