easyJet åbner ny rute fra København og turen går til Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Dermed bliver easyJet første lavprisselskab på Charles de Gaulle, og ruten er easyJets syvende fra København. Første afgang til den franske hovedstad afgår i september.
easyJet udvider i Danmark og lancerer ny rute til Frankrigs hovedstad, Paris. Første easyJet fly til Paris afgår d. 10. september 2010, men allerede nu er det muligt at booke lavprisbilletter til den parisiske hovedlufthavn, Charles de Gaulle.
”Vi er glade for nu at kunne tilbyde passagererne en daglig lavprisforbindelse mellem København og Paris CDG, hvor kun de gamle, nationale flyselskaber SAS og Air France flyver direkte i dag,” siger Thomas Haagensen, easyJets Regional General Manager i Nordeuropa.
Mens lavpriskonkurrenterne Norwegian flyver til Orly lufthavnen, så bruger også Cimber Sterling hovedlufthavnen Charles de Gaulle, men de flyver til gengæld kun fra Billund.
Syv ruter fra København
Fra København kan passagererne flyve til Paris CDG mandag til fredag og søndag med afgang kl. 16.05, mens der lørdag er afgang kl. 18.25. På hjemvejen fra Paris er der afgang kl. 13.50 mandag til fredag og søndag. Lørdag er der er afgang kl. 16.10 fra Paris. Turen tager to timer.
easyJet åbnede sin første rute mellem København og London Stansted i 1998. I dag tilbyder easyJet de danske passagerer i alt syv ruter fra København til henholdsvis London (både Gatwick og Stansted), Berlin, Milano, Manchester, Genéve og nu også Paris.
Husk, at bagage IKKE er inkluderet i prisen hos easyJet og således koster ekstra.