Det kontroversielle, irske flyselskab, Ryanair har igår introduceret et nyt produkt, som ganske givet henvender sig til en noget anden kundegruppe end deres eksisterende. Selskabet har nemlig inkluderet en enkelt Boeing 737 i flåden, som kun indeholder Business Class sæder.
Ryanairs nuværende kunder skal dog ikke sætte næsen op efter at få en bedre oplevelse ombord med større sæder, mad og drikke inkluderet eller lign. Flyet skal nemlig bruges til at udleje til virksomheder og til grupperejser.
Flyet indeholder kun 60 sæder med to sæder på hver side af midtergangen.
Har kunden lyst, så kan der tilbydes business class catering ombord – helt efter eget ønske.
Altså et noget andet produkt end man ellers vil finde ombord hos Ryanair. Prislappen vil sikkert også være en noget anden.
Flyet vil blive opereret af Ryanair piloter og kabinepersonale.