Mens SAS i sidste uge meldte ud, at de fra vintersæsonen i år indsætter en af deres førtidspensionerede Airbus A340-fly i drift igen, så går rygterne videre i branchen om endnu flere langruter fra Skandinavien. Indtil nu er intet endnu bekræftet, men vedvarende rygter fra branchekilder kunne tyde på at der måske er noget om snakken.
SAS er indtil videre det eneste selskab, der har gjort alvor af at øge antallet af afgange på langruterne, hvilket sker ved at sætte et af de fly, som de tidligere har taget ud af drift, ind på vinterprogrammet. Det betyder ikke nye ruter, men et øget antal afgange. F.eks. flyves til vinter Bangkok, Chicago og New York dagligt fra København, mens der er kommet en ekstra ugentlig afgang ind ruten mellem København og Dubai.
Samtidig med at SAS meldte denne øgning af kapaciteten ud gik Norwegian-chef, Bjørn Kjos i medierne og meddelte, at de nu seriøst arbejder med at starte langruter op fra Skandinavien. Der skal der dog først findes omkring 1 mia. kroner til for at starte et nyt selskab, der skal stå for driften – ligesom der endnu ikke er lavet aftale om køb eller leje af fly. Ambitionerne fejler dog ikke noget hos Kjos, der har som målsætning at få 15 nye langrutefly i løbet af en årrække, hvilket er 5 mere end SAS har idag.
Desuden håber han at det bliver de nye Boeing 787 Dreamliner fly, da de vil være billigere i drift for ham. Der er dog den lille hage ved disse fly, at ordrebogen hos Boeing foreløbigt er fyldt flere år frem, så det vil ihvertfald ikke være muligt at få disse til den planlagte opstart næste år. Hvis Norwegian skal igang, som planlag, næste år, så vil det i givet fald være med nogle ældre fly i opstartperioden.
Norwegian har antydet at de vil starte med at flyve til Bangkok og New York, men endnu ikke fra hvilke lufthavne i Skandinavien. Planen er at det nye Norwegian-selskab skal noteres på Stockholm-børsen, så man kan heller ikke tage for givet at de vil flyve fra Oslo, som ellers er her Norwegian primært er vokset og har taget store markedsandele fra bl.a. SAS.
Norwegian har tidligere antydet at de vil starte langruter – det var da et andet norsk flyselskab (der endnu ikke har startet driften), Feel Air, meldte ud at de ville starte med at flyve mellem Oslo og Bangkok og Oslo og New York. Om Norwegians udmelding dengang var seriøs eller et forsøg at at stikke en kæp i hjulet på Feel Air er uvist, men det ser i hvertfald ud til at Feel Air indtil nu ikke er lykkes med at samle den kapital de skal bruge til opstarten. De har dog heller ikke meldt ud om de dropper planerne, så fremtiden må vise hvad der sker.
Igår gik SAS så igen i medierne og meddelte at krisen var ovre og at de nu skulle til at kigge på flere og nyere fly – primært til langruterne i første omgang. På hvilke ruter de skal bruges melder historien ikke noget om, men mon ikke Shanghai (som SAS tidligere har fløjet) kunne været et godt bud – ligesom en øgning af frekvenser til Beijing kunne være aktuel.
Uanset er det ihvertfald spændende meldinger som flyselskaberne kommer med i disse dage og det tyder på at der igen er positive takter i flybranchen, der gør at flyselskaberne tør satse på fremtiden.