Foto: Jonas Ahlstrøm
Sydney, Mexico City, Dubai og Buenos Aires. Det er blot nogle af de 199 destinationer, som de jyske og fynske rejsende nu får lettere adgang til, når British Airways i dag åbner en ny rute mellem Billund og London Heathrow med elleve ugentlige afgange.
Ifølge Peter Rasmussen, nordeuropæisk chef for British Airways, har det længe været et ønske at åbne en direkte rute mellem Jylland og London Heathrow.
“Vi har set frem til i dag og er rigtigt glade for, at vi nu kan tilbyde vores jyske og fynske kunder en direkte rute til London Heathrow, som ikke blot er blandt danskernes favoritdestinationer, men også er et vigtigt knudepunkt for alle, der ønsker at rejse videre ud og opleve verden,” siger Peter Rasmussen og fortsætter:
”Den nye rute tegner allerede til at blive en succes, og loyaliteten hos kunderne i Billund kan vi blandt andet takke vores franchisepartner SUN-AIR for, som gennem knap 20 år har fløjet fra Billund i samarbejde med British Airways.”
Billund Lufthavn har i mange år arbejdet på at få flere afgange til London, da det er en eftertragtet forretnings- og shopping-destination. Samtidig har kunderne længe efterspurgt en rute til London Heathrow, så de kan drage fordel af det store transfernetværk.
”Lige siden vi annoncerede nyheden har vi set frem til i dag, hvor vi kan sende de første rejsende afsted på den nye rute til London Heathrow. Og vi er glade for, at kunderne nu får mulighed for at nå endnu flere spændende destinationer fra Billund,” siger Kjeld Zacho Jørgensen, administrerende direktør i Billund Lufthavn.
For at fejre den nye rute fra Billund til London Heathrow har British Airways sammen med Billund Lufthavn kørt forbi byerne omkring Billund i sidste uge i en ægte rød London-dobbeltdækker for at fejre, at de jyske og fynske rejsende nu kan flyve direkte fra Billund til London Heathrow og derved få direkte adgang til British Airways’ mange destinationer rundt om i verden.