Billede: Air India Boeing 787 Dreamliner (Foto: Ernst Tobisch, Københavns Lufthavn)
Lørdag aften landede Air India for første gang i Københavns Lufthavn. De blev modtaget med den traditionsrige vandsalut på landingsbanen og Bhangra-dans og indisk mad på menuen i Gate 39. Både Indien og Danmark var flot repræsenteret, og erhvervslivet er klar til at tage ruten i brug.
“Velkommen. Det er en historisk dag for Danmark, at vi i dag får genåbnet en direkte forbindelse til Indien og får bundet vores to lande tættere sammen,” sagde Københavns Lufthavns direktør, Thomas Woldbye.
Den direkte rute med et af Air Indias nye Boeing 787 Dreamliner-fly er resultatet af adskillige års forhandlinger og tæt samarbejde mellem Københavns Lufthavn og Air India – og ikke mindst myndigheder i både Danmark og Indien.
“Den nye rute til Indien er et historisk gennembrud. Antallet af udrejsende indere er fordoblet på verdensplan i løbet af få år. Nu har vi fået hul igennem til et kæmpe marked, som ikke bare hovedstaden, men hele Danmark og Sydsverige kan få glæde af,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen, hvor ruteudviklingsprogrammet Greater Copenhagen Connected, der har bidraget til etableringen af den nye rute, er forankret.
Inden for kort tid får den nye rute et kongeligt islæt. Hendes Kongelig Højhed Prinsesse Benedikte er passager på Air Indias afgang fra København, når Prinsessen rejser til Indien for at deltage i årets store verdenskongres for pigespejdere.
Med den nye direkte rute kan danske rejsene også se frem til bedre og hurtigere forbindelser til indiske feriedestinationer som Goa og Kerala og New Delhi som en spændende storbydestination. Ruten giver derudover også bedre forbindelser til Australien og andre destinationer i Asien.