Når Lufthansa lander med en af deres Airbus 380 i Kastrup, er det første gang verdens største passagerfly står på dansk grund. Du behøver dog ikke nøjes med at "vindueskigge", for der er mange muligheder for billigt at flyve med mega-bamsen.
For de fleste er en tur ombord på en Airbus 380 blot en drøm, men sådan behøver det ikke være. Mere end fem millioner passagerer har allerede fløjet Airbus 380, og mulighederne for at prøve det store fly bliver flere og flere. I alt er 36 eksemplarer leveret fra Airbus fabrikkerne, og fem flyselskaber har på nuværende tidspunkt 380’ere i flåden.
"Singapore Airlines, Emirates, Qantas, Air France og Lufthansa har alle mega-bamsen i drift, og de bruger flyet på de allermest populære ruter", fortæller Kenneth Karskov fra flysøgemaskinen Viviro.com. Han fortæller, at hvor mange af Airbus 380 ruterne tidligere ikke var interessante for særligt mange danskere, så har dette ændret sig i takt med at flere selskaber får flyet leveret.
New York eller Beijing? Pris under 5.000,- med 380’eren
"I dag kan du flyve til New York kan du flyve via Paris med Air France 380’eren for 4.700 kroner. En anden mulighed er med Lufthansa til Asien, hvor en flybillet til Beijing koster fra 4.500,- med mulighed for at prøve verdens største passagerfly", foreslår han.
Airbus 380 har ry for at være et meget stille fly at sidde i, men den helt vilde luksus skal man dog ikke forvente som økonomiklasse passager – den er forbeholdt kunderne på de dyreste pladser. Således har Singapore Airlines indrettet små kabiner med egen dør til de bedst betalende gæster, Emirates har monteret en brusekabine i First Class sektionen, og Air France har lavet et lille museum ombord.
"Da Airbus 380 blev introduceret gik der et kapløb i gang om, hvem der kunne proppe mest luksus ind i flyet. Der var blevet talt om alt fra toldfrie butikker til bowlingbaner, men virkeligheden viste sig hurtigt at være en anden. I begyndelsen var det et prestigeprojekt, men nu skal der sæder ind i flyene, så der kan flyves nogle passagerer og tjenes nogen penge", forklarer Kenneth Karskov.
Han henviser til, at flyselskabet Air Austral har bestilt en Airbus 380 i en ren Economy Class udgave med 840 sæder. Til sammenligning så er Lufthansa flyet, som i dag lander i København, indrettet med 526 sæder fordelt på to dæk. I underetagen sidder 420 Economy Class passagerer, mens de dyre pladser alle er samlet på første sal med 98 sæder på Business Class og otte pladser på First Class.
Her kan du flyve med Airbus 380
Lufthansa: Frankfurt til Tokyo, Beijing og Johannesburg
Air France: Paris til New York, Johannesburg og Tokyo.
Singapore: Singapore til Sydney, Tokyo, Paris, Hong Kong, Melbourne, Zürich, and London.
Emirates: Dubai til London, Sydney, Auckland, Bangkok, Toronto, Paris, Seoul, Jeddah, Beijing og Manchester.
Qantas: Melbourne til Los Angeles, London og Singapore. Sydney til Los Angeles, Singapore, Sydney og London. Singapore til Melbourne og London