Bedste resultat siden 2008. Sådan beskriver SAS det netop offentliggjorte halvårsregnskab for første halvdel af 2011. Lavere omkostninger og flere passagerer betyder at SAS for første gang i mange år nu har sorte tal på bundlinien.
Det er vel ikke for meget at kalde SAS for et kriseramt flyselskab – eller ihvertfald har de været det indtil nu. For i det netop offentliggjorte halvårsregnskab viser SAS nu for første gang siden 2008 sorte tal på bundlinien – noget der hos flyselskabet giver tro på fremtiden.
Specielt andet kvartal 2011 var stærkt hos SAS – og i forhold til samme periode sidste år er der tale om en forbedring på omkring 1 mia. kroner. Dog skal der her tages højde for at der i samme periode var en askesky, der påvirkede tallene negativt. Men selv kompenseret for det er der tale om en stor forbedring af SAS regnskabs-tallene – og endda noget bedre en aktieanalytikerne havde spået.
Det betyder også at SAS bliver præmieret på børsen, hvor aktiekursen straks steg med omkring hele 20 procent.
I første halvår 2011 rejste 1,5 mio. flere passagerer med SAS i forhold til samme periode sidste år – og belægningsgraden på flyene er rekordhøje 85 procent.
Samtidig kan SAS melde at de i juli 2011 blev kåret som verdens mest punktlige flyselskab, med over 91% af alle afgange der fløj til tiden. Noget kunderne sætter stor pris på, da også kundetilfredsheden nu er højere end i mange år.
Selvom der stadig er lang vej til SAS har stabiliseret en overskudsgivende drift, så er det tale om meget positive tal fra det skandinaviske flyselskab – og selskabet regner da også med at de kommer ud med sorte tal på bundlinien for hele 2011 – såfremt der ikke sker uventede ting med verdensøkonomien eller der kommer en ny askesky eller lignende uventet situation.